Der er lang vej fra første investormøde til, at pengene lander på kontoen. Fra tanke til handling. Særligt hvis virksomheden er på et ungt og risikabelt stadie. Så hvilke overvejelser får en privatinvestor til at tage springet? Det har 3 medlemmer kort forsøgt at besvare med friske erfaringer fra en nylig investering i et fintech-startup på udviklingsstadiet: Swiipe Payments.

 

“Derfor satser vi”

Flere af investorerne har solid baggrund i finansbranchen, så de forstår grundlæggende markedsbehovet og hvad der kræves. Herudover er der gjort kritiske overvejelser om alt fra idé til team og konkurrenter.

Søren Søgaard: Det er et rigtigt godt team, og jeg tror, at Swiipe kommer med det rette produkt på det rette tidspunkt. Jeg undersøgte konkurrenterne og læste op på mulighederne omkring PSD2 (red. Payment Services Directive II) og konkluderede, at der var et potentiale. PSD2 giver nogle meget spændende muligheder. Jeg ser frem til, at vi kommer i gang.

Jan Svane Mathiesen: Virksomheden opererer inden for en yderst interessant branche i konstant bevægelse. Produktet virker brugervenligt, sikkert og nemt at arbejde med – faktorer som både private og erhvervskunder vil efterspørge og få benefit af. Via en række møder med selskabets ledelse, deres præsentation af markedet og de muligheder, som de ser med deres produkt – er jeg positivt indstillet til projektets levedygtighed og udvikling. På møderne med ledelsen er der blevet spurgt meget detaljeret ind til forretningsmodel, finansiering og en række relevante parametre. Alle spørgsmål er blevet besvaret tilfredsstillende fra selskabets side.

Torben Garde Due: Vi har at gøre med en spændende nystartet fintech virksomhed. Jeg har længe fulgt udviklingen inden for forskellige fintech-temaer og der er ingen tvivl om, at betalingsløsninger på tværs af platforme er et hot område i øjeblikket. Det betyder også en vis trængsel af startups, der bl.a. gerne vil ’lukrere’ på det nye PSD2-direktiv. Investeringen er ganske risikabel: Dels kan der være nye lignende virksomheder i Europa under opsejling, som vi ikke kender til. Dels har Swiipe ikke proof-of business endnu, men de er dog i gang med at opbygge en god pipeline af interesserede kunder. Endelig kan man diskutere valuation på en sådan virksomhed. Som sædvanlig, fristes man til at sige, at det må vurderes ud fra mavefornemmelse og høkermetoder.

Den primære driver for min investering i Swiipe har dog været det team, som står bag. Herunder deres tidligere erfaringer og track record. Selvom Swiipe givetvis er oppe imod både store og små spillere, er det eksekveringen af deres forretningsmodel, der efter min mening er nøglen til succes. Denne evne tror jeg på, at teamet har.

Vigtigste erfaringer fra investeringsprocessen


Søren Søgaard:
Det er vigtigt med en god projektstyring, når investorgruppen er relativ stor. Lotte Marschall (red. bestyrelsesformand i Swiipe / Keystones medlem) har gjort det rigtig godt.

Jan Svane Mathiesen: Det betaler sig at være kritisk overfor nye tiltag og ideer. Mangfoldigheden af en række forskellige investorer, erfaring, spørgsmål og viden bidrager til en konstruktiv og informativ proces, som letter beslutningen om at investere eller ej.

Torben Garde Due: I investeringsprocessen har flere spørgsmål trængt sig på. Er det en fordel for investorerne, at det er selskabet selv, der styrer processen? Risikerer vi, at der kommer for mange (forskellige) typer investorer ind med forskellig investeringsrisiko og tidshorisont? For at imødekomme disse udfordringer kræver det en stærk lead investor eller lead-gruppe. En sådan har vi ikke haft og det er derfor til en vis grad selvforskyldt, hvis vi som enkeltindivider står svagere, når vi skal forhandle Term Sheet end hvis vi havde talt med én stemme. Til gengæld er selve investeringsprocessen håndteret professionelt og hurtigt af den tiltrædende bestyrelsesformand. Vi har som gruppe haft lejlighed til at komme med kommentarer og ændringer, som løbende er blevet implementeret i investeringsaftalen. Så hurtigt var det ikke gået, hvis vi selv havde skullet styre processen.

Læs også

Virksomhedsbyggere indleder fintech-eventyr
Eksem­pel på en case-beskrivelse: Swi­ipe Payments
En virk­somheds­byg­gers råd: Fordele ved ”founder-friendly”

 

Overvejer du også at blive medlem har Keystones?
Læs mere her