Pettech-virksomheden Go Dogo vil med deres AI-baserede hundetræningssystem revolutionere kæledyrsmarkedet. Virksomheden blev stiftet i 2017 og har på nuværende tidspunkt to Keystones-investorer med i teamet.

 

Stifteren af Go Dogo, Hanne Jarmer, skulle ud ad døren, men ville egentlig hellere bare være hjemme med sine to hunde.

Hun var løbet tør for gode ‘alene hjemme’-lege, men skævede til tv’et og pludselig slog det hende, at en instruktør på skærmen – blandet med godbidder – kunne være løsningen. Løsningen skulle være AI-baseret, og TV’et skulle give kommandoer og feedback til hundene. Ved hjælp af AI-billedanalyse, skulle hundens bevægelser analyseres og der skulle frigives godbidder, når kommandoerne blev gjort rigtigt.

Fandt hjælp på arbejdspladsen

Gennem sit arbejde som uddannelsesleder og institutdirektør på DTU havde Hanne Jarmer rig adgang til teknisk sparring.

– Jeg havde problemer med billede-analyse-delen, og delte udfordringen på et DTU-kursus med fokus på avanceret billedanalyse og sådan kom mine to co-founders, Ole Lim Christiansen og Henrik Petersen, med ombord i januar 2017, siger Hanne Jarmer.

I juni 2017 startede de Go Dogo og i efteråret samme år var deres første prototype klar til tests.

Keystones syndikat vil revolutionere hundelivet

Teamet har siden deltaget i Danish Tech Challenge, hvor de faldt i snak med Keystones-medlemmet Eske Dyva, der blev forført af den originale idé og kort efter blev han en af Go Dogos første investorer.

Men i dag er Eske Dyva ikke det eneste Keystones-medlem, der er interesseret i det dyrevenlige startup. René Fonseca, et andet Keystones-medlem, er softwareudvikler og hjælper Go Dogo med at få styr på flere processer. Nu er planen at hive endnu flere Keystones-kræfter ind I ejerkredsen.

– Vi er i gang med at stable et Keystones-syndikat på benene – med rigtig mange spændende medlemmer. Sammen kommer vi til at revolutionere hundelivet, siger Hanne Jarmer, der mener at både deres timing og produkt, vil være med til at startuppet bliver en af de største spillere indenfor Mental-Health PetTech.

Teamet og ideen var afgørende

Det er ikke kun Hanne Jarmer, der har høje forventninger til Go Dogos fremtid. De eksisterende investorer mener, at syndikatet kan realiseres med den originale ide og det stærke team.

– Hanne og hendes unge team er kompetente og godt sammentømrede og samtidig er ideen unik, og den har et stort globalt potentiale,” siger Eske Dyva.

Men den unikke idé er ikke undfanget i et etableret marked. Og det indebærer en vis risiko. For når markedet ikke er etableret, er en af de største risici, at produktet slet og ret ikke er salgbart. Eske Dyva, er dog ikke bekymret. Han har observeret teamet korrigere og tilpasse sig ændringer. Netop evnen til at løse uforudsete problemer, var en af årsagerne til at Eske Dyva valgte, at investere i Go Dogo. Eske Dyva, der inden investering afdækkede markedet hos sine hunde-elskende venner, ser også en gylden fremtid for Go Dogo.

– Jeg ser et stort og globalt potentiale i Go Dogo med den store kærlighed mange familier har for deres hunde. Men samtidig passer hundens behov ikke altid så godt ind i det liv og den hverdag, der præger de fleste familier i den vestlige verden, siger Eske Dyva.

 

Overvejer du også at investere i startups?
Læs om medlemskab her