Løvens Hule læring nr. 1: Værdisæt virksomheden smart

Løvens Hule læring nr. 1: Værdisæt virksomheden smart

I Keystones er vi store fans af DR’s iværksætterprogram “Løvens Hule”. Efter at have fulgt med i flere sæsoner må læring nr. 1 være, at man som iværksætter skal have godt styr på prisen på virksomheden – ”værdisætningen” – før man beder om penge fra private investorer. Adskillige iværksættere i Løvens Hule beder f.eks. om 1 million kroner for 10% ejerandel af virksomheden, hvilket værdisætter virksomheden til 10 mio. kr. Dejligt runde tal, men hvis produktet ikke er helt færdigt, omsætningen endnu ikke er begyndt at drible ind og teamet er skrøbeligt, så er det meget svært at lande investeringen til en høj værdisætning.

 

Der er problemer med værktøjskassen

Mange iværksættere ved ganske enkelt ikke, hvad deres startup er værd. Det skyldes først og fremmest, at de klassiske værdisætningsmetoder (f.eks. discounted cash flow metoden) er vanskelige at anvende for en startup, der står med begrænsede regnskabstal og skrøbelige budgetter. Det ender ofte med excel budgetter der løber løbsk med dramatisk vækst i omsætning og bundlinje på kort tid – de såkaldte ”hockey sticks”. Ambitionen om aggressiv indtjening skal naturligvis være på plads, men det er samtidig svært at sandsynliggøre over for en rutineret investor, at kunderne står skrigende uden for døren liiiige om lidt.

Derudover har iværksætteren sjældent samme finger på pulsen som den professionelle investor. Investoren ser måske 100 virksomheder og 25 værdisætninger på et år, mens iværksætteren typisk kun ser sin egen. Det svarer til en førstegangs-huskøber, der møder en rutineret ejendomsmægler – der er stor forskel på erfaringsniveauet.

Det er ikke kun i Løvens Hule at værdiansættelse er deal breaker nummer 1. En omfattende business angel analyse, bekræfter at “værdisætning” er den primære barriere for investeringer.

 

Et håndgribeligt værktøj

Vi har begået en ”værdisætningsindikator for danske startups”, som du kan bruge. Vi har valgt at lægge det hårdt prøvede excel ark til side et øjeblik for i stedet at kalibrere på baggrund af en række realiserede early stage investeringer i danske start-ups i 2012 – 2018. Vi har kigget bag investorpræsentationerne og spurgt hvilken værdisætning virksomheden egentligt blev handlet til. Derefter har vi fjernet de statistiske outliers, der har realiseret fantastisk høje eller deprimerende lave handelsværdier. Afslutningsvis har vi kombineret værdisætningerne med fem faktorer, som i vores optik udgør de primære ”value drivers”: Behovet, teamet, udviklingsstadiet, markedspositionen og rettighederne.

Baseret på hvor din virksomhed står i de enkelte felter kan du altså udregne et helt konkret bud på virksomhedens værdi i det danske marked. Vores ”høker kalkule” skal naturligvis ikke anvendes som en facitliste, men blot som en ud af flere ”værdisætningsindikatorer” – og dermed som et dialogværktøj for virksomhedsejere og investorer. Bemærk at det er vigtigt at have styr på om du og investor taler om pre-money værdi eller post-money værdi (værdien henholdsvis før og efter kapitalindskud). Vores model udregner virksomhedens “pre-money værdi”. Læs mere udførlig beskrivelse og kalkule om de to begreber her: Pre money vs. post money.

Har du udfordringer med værdisætningen eller er du på udkig efter investorer, så er du naturligvis velkommen til at kontakte os – og ellers ønsker vi dig blot held og lykke med kapitaljagten!

Prøv Keystones’ Værdisætningskalkule her