Hvad kan 100 startups fra Løvens Hule lære os om investeringer i startups og værdiansættelser af startups? Keystones har kværnet tallene fra hvert enkelt afsnit af Løvens Hule igennem og resultatet forbavser. Se også listen over alle virksomheder, der har præsenteret i Løvens Hule.
Velkommen til Danmarks største fans af Løvens Hule
I Keystones løber vi gerne med titlen som “Danmarks største Løvens Hule nørder”. Vi har været alle Løvens Hule-afsnit igennem for at undersøge, hvilke værdiansættelser virksomhederne går ind med og hvor meget deres værdisætning bliver skåret ned. Hvor meget har løverne investeret hver især og i hvilke virksomheder har de investeret? Kort sagt: hvad kan vi lære af Løvens Hule?
Forstå værdiansættelserne i Løvens Hule på 90 sekunder
Eksklusivt interview med Løvens Hules redaktionschef
Om analysen skriver Berlingske: “I virkelighedens Løvens Hule er værdiansættelse også rent Hjallerup Marked”
Undersøgelsen viser, at der har været mindst 104 virksomheder på besøg hos løverne. Heraf er der investeret i mindst 49 af virksomhederne. Lad os kigge på tallene.
Prisen starter altid højt – men hvad er højt?
Virksomhederne har en gennemsnitlig værdiansættelse (pre-money) på DKK 8,2 mio., når de pitcher for løverne.
Top 5 højeste værdiansættelser i Løvens Hule:
– Real Relief, DKK 47,5 mio. – se afsnit
– Weply, DKK 46 mio. – se afsnit
-Valen-Tin, DKK 39 mio. – se afsnit
– Holdsport, DKK 38 mio. – se afsnit
– Nem-Ejendomsmægler, DKK 38 mio. – se afsnit
Årsager til høje værdiansættelser
Generelt sætter virksomhederne i Løvens Hule prisen højt i forhold til det prisniveau, hvor danske startups typisk får held med at finde investorer. Efter vores erfaringer er årsagerne typisk:
– Manglende viden om at værdiansætte virksomheder
– Manglende indsigt i startup-markedet og det typiske prisleje
– Overvurdering af problemets størrelse, vækstmuligheder, vækstpotentiale og egne eksekveringsevner
– Ens eget hårde arbejde og personlige ofringer indgår i værdiansættelsen, men der er ikke en entydig sammenhæng
Høje værdiansættelser kan selvfølgelig også skyldes forhandlingsteknik: at starte med “over value” og slutte med “fair value”. Men skyder man for højt fra start kan det give bagslag og så er det op på Jesper Buchs slagtebænk.
Top 5 laveste værdiansættelser i Løvens Hule:
– “Klemmer der holder”, DKK 65.000 – se afsnit
– Kay, DKK 100.000 – se afsnit
– BonbonNow, DKK 540.000, pt. under tvangsopløsning – se afsnit
– Charlies Safety Halter, DKK 750.000 – se afsnit
– Place.dk, DKK 800.000.
Top 5 højeste værdiansættelser, som fik investeringer – og gav afkast
De højeste værdiansættelser (pre-money), som løverne har givet håndslag på var:
– Razerpit, DKK 20 mio. – se afsnit
– EarLabs, DKK 17 mio. – se afsnit
– IndieFrame, DKK 13,5 mio. – se afsnit
– TableBox, DKK 9,5 mio. – se afsnit
– Cleady, DKK 5,5 mio. – se afsnit
Razerpit er blevet solgt til Matas for DKK 130 mio. Så trods den rekord høje værdiansættelse, så gav investeringen et afkast på hhv. 6,5 gange pengene igen (650%) til Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers.
Halvering af virksomhedernes værdiansættelser
De 49 virksomheder som har modtaget investeringer startede ud med at værdiansætte sig selv til gns. DKK 5,2 mio. Men efter forhandlingerne med løverne har virksomhederne i gennemsnit været villige til at gå hele 48% ned i værdi til gennemsnitligt DKK 2,7 mio.
Vores hypotese var, at virksomhederne blev forhandlet 30-40% ned, så en halvering overrasker.
Derudover har virksomhederne i gennemsnit afgivet 24% ejerandel til løverne.
Største værdinedskrivninger
Den største værdi-nedskrivning målt i kroner var DKK 10 mio. hos virksomheden TableBox (se afsnit her). Den største værdinedskrivning målt i procent var 90% hos virksomheden Comeat (se afsnit her). Comeat gik ind med en pre-money på hhv. DKK 9,75 mio. og forlod studiet med en værdiansættelse på DKK 1 mio. Til gengæld fik de en investering på DKK 250.000 fra Løve-debutanten, Mia Wagner.
Rådgiver Løvens Hule deres deltagere om værdiansættelser?
Marie Louise Axelsen, redaktionschefen bag Løvens Hule, besvarede i et eksklusivt interview med Keystones, hvorvidt værdiansættelserne sættes af iværksætterne selv eller i samråd med folkene bag programmet – se 2,4 min. interview her.
Hvad kan vi lære af tallene fra Løvens Hule?
– At det er afgørende at værdiansætte sin virksomhed på en smart måde
– At virksomheder med en værdiansættelse omkring DKK 5 mio. har gode chancer hos investorerne. Dette stemmer fint overens med erfaringerne i Keystones. I Silicon Valley lyder en tommelfingerregel: “A startup is worth one million dollars. Period”
– At prisen for en højtprofileret investor er høj. Er man oppe for at hente prestigeinvesteringer og blåstempling på nationalt TV fra de tunge løver, så kan det koste op til halvdelen af den oprindelige værdiansættelse
– At man skal være villig til at afgive op mod en femtedel af sin virksomhed
Top 8 investorer i Løvens Hule
Løverne har dags dato samlet investeret DKK 32 mio. fordelt på 49 virksomheder.
1. Christian Stadil (DKK 8.100.000, 16 startups)
2. Tommy Ahlers (DKK 6.295.000, 16 startups)
3. Jesper Buch (DKK 6.225.000, 21 startups)
4. Birgit Aabye (DKK 4.700.000, 17 startups)
5. Ilse Jacobsen (DKK 2.550.000, 12 startups)
De nye løver i sæson 4:
6. Jan Lehrmann (DKK 2.000.000, 4 startups)
7. Mia Wagner (DKK 1.500.000, 4 startups)
8. Peter Warnøe (DKK 600.000, 3 startup)
Værdiansættelse – hvad er pre-money og post-money?
Pre-money er værdien af virksomheden, før pengene er investeret. Post-money er værdien af virksomheden, efter at pengene er investeret.
Formel
Post-money = kapitalbehov / %-vis udbudt kapitalandel
Pre-money = post-money – kapitalbehov
Eksempel
En virksomhed søger DKK 500.000 og tilbyder 10% andel. Det svarer til, at iværksætteren har værdisat 10% af virksomheden til DKK 500.000. Sagt på en anden måde, så er 10% af den “samlede kage” 500.000 kr. værd. Spørgsmålet er hvor meget resten af kagen – altså hele virksomheden – er værd? Svaret findes ud fra en simpel brøkregning:
Post-money = DKK 500.000 / 10% = DKK 5.000.000
Dette er værdien af virksomheden inklusiv investeringen på DKK 500.000. For at beregne pre-money, altså vædien af virksomheden før investeringen er lagt oven i, skal man blot fratrække investeringen på DKK 500.000.
Pre-money = DKK 5.000.000 – DKK 500.000 = DKK 4.500.000
Undgå de klassiske misforståelser om pre-money og post-money
De to værdibegreber skaber ofte uheldige misforståelser mellem virksomheder og investorer. Vi har set mange forhandlinger bryde sammen, fordi investor og virksomhed forstår begreberne forskelligt: den ene part har troet, at værdien var opgjort i post-money, mens den anden hele tiden har talt om pre-money. I Løvens Hule er det oftest post-money, der vises på skærmen. Pre-money giver dog et mere retvisende billede af virksomhedens værdi, fordi størrelsen af en evt. investering holdes helt udenfor betragtningen. I stedet ser man på den “rene” værdi af virksomheden.
Læs mere om værdiansættelse af startups her:
– Løvens Hule læring nr. 1: Værdisæt virksomheden smart
– Sådan værdiansætter du dit startup
Om analysen
Undersøgelsen omfatter kun virksomheder, som har fået skærmtid frem til seneste sæsonafsnit og hvor information om f.eks. deres navn og kapitalbehov bliver nævnt i programmet.
Razerpit er en “outlier”, der er taget ud af gennemsnitsbetragtningerne. Årsagen er, at stifterne havde en holding-struktur med flere virksomheder kørende – herunder Razerpit. Løverne valgte at investere i hele pakken under navnet Firtal Group og derfor steg værdiansættelsen, som det eneste tilfælde i datasættet.
Overvejer du også at investere i startups?
Læs om medlemskab her
Oversigt over startups, som har præsenteret i Løvens Hule