Det næste år skal UrbanWineBox finpudse forretningsmodellen, opgradere IT-platformen, launche en app, klargøre internationaliseringsplanen og sikre en større venturekapital-investering. De eksisterende ejere og et syndikat med syv business angels fra Keystones har netop investeret 2,5 mio. kr., for at de milepæle kan nås hurtigst muligt.
Læs også Finans.dk: Opbevarer 25.000 vinflasker: Dansk koncept rykker mod udlandet
Hvor klar var UrbanWineBox til investeringen?
Det var især disse tre årsager, der fik Keystones-syndikatet til at investere i UrbanWineBox (UWB):
1. Ambitionerne og vækstmulighederne er store, og roadmappet til at realisere dem er på plads.
2. Forretningsmodellen er valideret i Danmark, bæredygtig og kan skaleres internationalt.
3. Stærkt team på plads med branchekendskab, scale-up-erfaring og eksekveringsevne.
Skal være verdens største vinmarkedsplads
UWB har ambitioner om at blive verdens største markedsplads og community for urbane vinelskere, samt forbedre måden de handler, opbevarer, drikker og taler om vin i den høje ende af prisskalaen – fine wine.
Under Carlsberg Byen i København ligger UWB’s vinkælder, hvor over 200 forskellige kunder har ca. 25.000 flasker vin liggende under optimale opbevaringsforhold, og der er plads til mange flere. Der er over 5000 forskellige labels, og den samlede værdi er tæt på 50 mio. kr. Nogle kunder sætter deres vin til salg på UWB’s online markedsplads, hvor den dyreste flaske vin p.t. er en 2013 La Tâche Grand Cru fra Domaine de la Romanée-Conti til 29.000 kr.
Carsten Salling, lead investor for Keystones-syndikatet, siger:
Der er et voksende internationalt marked for opbevaring af og handel med fine wine, og her er proveniens, korrekt opbevaring og transport samt tillid til modparten altafgørende. UWB’s unikke koncept adresserer de problemstillinger for kunderne og gør det nemt at være vinelsker – det er Airbnb for fine wine kombineret med en P2P- og B2C-markedsplads med det bedste fra Amazon og Vivino.
Storbyerne først – og IT-platform før vinkældre
Forretningsmodellen er nu blevet valideret i Danmark og er ved at blive fintunet til den forestående internationale skalering, så nye markeder kan indtages hurtigt med store netværkseffekter. De første nye markeder bliver storbyer, hvor der er størst handel med fine wine.
Carsten Salling siger:
Den største opgave for teamet, inden en venturekapital-investering og internationaliseringen, er en opgradering af IT-platformen og en efterfølgende app launch.
Headhunting af unge og ambitiøse vinelskere
UWB’s CEO, Kenneth Tang Lærke, har virkelig gode forudsætninger for at eksekvere på dette, da han er tidligere Founder i et softwareselskab, som blev solgt til giganten Adobe. Alle i teamet får vigtige roller i internationaliseringen på rejsen fremover, og man er i gang med at rekruttere førsteårsstuderende fra Copenhagen Business School, som også er aktive i CBS Wine.
Lead investor: Værdiansættelsen er altid en udfordring
Carsten Salling har været business angel i Keystones siden efteråret 2018, og UWB er hans første startup-investering. Carsten siger:
Jeg har investeret i store børsnoterede selskaber siden konfirmationen, og de næste mange år tror jeg på bedre afkast ved at investere i startups. Som business angel får jeg desuden mulighed for at udnytte og vedligeholde nogle af de kompetencer, som jeg p.t. ikke bruger i mit arbejde som corporate entrepreneur hos Maersk Drilling. Som man nok kan høre, så har jeg også meget tilfælles med de founders, som jeg investerer i, så det er en win-win på mange områder.
Som lead investor var Carsten ansvarlig for syndikatets due diligence og forhandlingerne med UWB, hvilket strakte sig over tre måneder. Carsten siger:
Det var en stejl læringskurve, men heldigvis var alle medlemmer af syndikatet klar på at give en hånd med. Jeg har lært utroligt meget omkring alle steps af processen, og heldigvis blev jeg bekræftet i, at mange af mine kompetencer er værdifulde i rollen som business angel. Den største udfordring undervejs var at nå til enighed med syndikatet omkring graden af due diligence og med UWB omkring værdiansættelsen af selskabet. Keystones-sekretariatet har været en stor hjælp undervejs, og jeg opfordrer andre lead investors til at holde en tæt dialog med teamet.
Carsten er efterfølgende blevet valgt ind i UWB’s bestyrelse og var blandt andet ansvarlig for en strategi-workshop i maj, hvor de fleste fra syndikatet deltog.