Med sin simple løsning til at dobbeltstable paller, har SpaceInvader hjulpet PostNord med at spare hver 8. lastbil. Rejsen mod det færdige, patenterede produkt har været lang, men nu har det danske startup fundet kapitalen og kompetencerne til at løfte raketten til næste niveau.
Da Jesper Rølund tilbage i 2015 blev optaget i Danish Tech Challenge, kom han med en god ide til et simpelt system, der kunne optimere transport af paller. Men han fik meget mere end en skarpere forretningsplan ud af forløbet.
“Jeg bliver inviteret tll at møde Jesper på Danish Tech Challenge i 2015. Egentlig havde jeg planlagt, at jeg skulle fungere med 4-6 virksomheder i porteføljen, men jeg oplevede bare, at for at trække startups i gang er man nødt til at være inde i maskinrummet i de tidlige faser. Så jeg gik all in i 2015 – og nu er vi på femte år,” griner Steen Frederiksen.
Efter at have set hinanden an under DTC, gik de begge all-in og stiftede virksomheden SpaceInvader, og fik skabt den forretningsplan, som virksomheden stadig hviler på i dag.
Og nu er virksomheden kommet så langt, at den har hentet både kapital og kompetencer til at vokse sig ud over landets grænser.
Et simpelt pallestativ
SpaceInvader er i virkeligheden en af den slags opfindelser, hvor man tænker: “Hvorfor findes det ikke allerede”?
“Det vi helt lavpraktisk gør er, at vi har opfundet og patenteret et pallestativ, som bruges til at dobbeltstable paller, så man udnytter pladsen optimalt i lastvognene. Det er den tomme luft, der er rigtig mange penge og god miljøøkonomi i at udnytte,” siger Steen Frederiksen.
Ved at stable pallerne smartere, kan lastvogne nemlig transportere mere gods på den samme plads, så den eksisterende kapacitet udnyttes bedre – hvilket er godt for både bundlinjen og CO2-regnskabet.
I dag kører halvdelen af lastbiler nemlig rundt uden at være fyldt. Og i et pilotprojekt med PostNord har SpaceInvader bevist, at de kan spare hver 8. lastbil væk.
“Det betyder reelt set, at der er et kæmpe potentiale til at optimere,” siger Steen Frederiksen.
Bump på vejen
Vejen til et markedsklart produkt har dog ikke været snorlige. Under de første tests med PostNord virkede stativet ikke, og det tog to år at få finpudset den patenterede ide. Men det betyder også, at pallestativet idag er så fleksibelt, at det i praksis kan bruges på alle typer gods og paller.
“Raketvidenskaben ligger i, at det skal virke med mange forskellige paller, trucks og stablere – og også indgå på tværs af de forskellige supply chains. Så vi har brugt to år på at komme i mål med produktet – vi nåede gennem flere iterationer før vi stod med produktet – og så yderligere et par år på at knække koden på at skabe den forandring, der skal ske på tværs i kundernes organisationer,” fortæller Steen Frederiksen.
Med det forbedrede produkt er det i dag lykkes at få store virksomheder som Blue Water Shipping, PostNord og ASKO i Norge som kunder.
“Nu er vi i en fase, hvor vi har proof-of-product, proof-of-concept og proof-of-business. Nu skal vi tage næste step. Vi har bevist forretningen, så nu skal vi have flere løfteraketter på. Derfor gik vi i slutningen af sidste år ind via Keystones og pitchede for at finde kompetente folk, som kunne være med på næste step,” siger Steen Frederiksen.
Kompetencer frem for kapital
I de udfordrende udviklingsår er teamet blevet meget bevidste om, hvilken betydning det har at have de rigtige kompetencer i huset. Derfor var det også afgørende for investeringsrunden i februar, at SpaceInvader ikke bare fik penge men også de rigtige kompetencer med ombord.
“Det lyder måske lidt kålhøgen, men det at finde pengene, når man har et godt setup, er ikke nødvendigvis så svært. Det er mere det at finde de rigtige kompetencer og få dem med ombord. Der har vi helt klart haft vores fokus hele vejen,” siger Steen Frederiksen.
Konkret søgte den unge virksomhed kompetencer indenfor transport og logistik. Så selvom 10 kompetente investorer henvendte sig, endte SpaceInvader med kun at rejse kapital fra Stefan Buch og Peter Gyde, der hver især har stærke kompetencer indenfor henholdsvis økonomi i dagligvaresektoren og logistik.
Aktive investeringer
De to nye investorer kommer altså ikke bare passivt med penge til SpaceInvaders vækst, men skal også aktivt være med til at løfte SpaceInvader til næste niveau.
Stefan Buch kommer med erfaring fra bl.a. dagligvarebranchen, har arbejdet med økonomi og økonomistyring i 40 år og været med til at børsnotere to selskaber.
“Som en del af advisory boardet skal vi sætte retningen og drøfte strategi og taktik. Min opgave bliver at få noget struktur ind – primært på økonomi- og finansieringssiden, når der skal vækst ind i virksomheden. Der skal jo nogle ting til, når man vokser, og på de administrative områder kan de kompetencer, jeg har, bruges. Så jeg vil også investere noget tid med at hjælpe på det område,” siger Stefan Buch.
Peter Gyde kommer med en international, kommerciel logistik-baggrund fra Mærsk. Derfor kender han også SpaceInvaders potentielle kunder særdeles godt.
“Når man skal sælge en forandring, i den måde kunden driver sin supply chain på, kan jeg for eksempel bidrage med at sætte mig i kundens sted ift. hvordan procesændringer drives internt, og hvordan den værdi for kunderne omsættes til mersalg,” siger Peter Gyde.
Men samtidig ser han det også personligt som en spændende udfordring, at blive aktivt inddraget i SpaceInvaders advisory board
“Jeg synes jo, at det er det, der tiltrækker. Hvis du vil investere passivt, kan du bare købe aktier. Det interessante her er, at man går skridtet videre, og får mulighed for at dyrke sin indre entreprenør. Det giver jo en masse interessante vinkler på at få nye kompetencer, få ny energi og skabe et netværk, hvor man lærer en masse nye ting,” siger Peter Gyde.
Potentiale til at blive standard
Med et produkt der skaber værdi ved at forandre forsyningskæden og de rigtige kompetencer på plads, er SpaceInvader klar til at vækste. Og fordi løsningen læner sig op af den standardiserede europalle ser den unge virksomhed også et enormt potentiale foran sig.
“Kan vi blive stablingsstandarden indenfor europaller, kan det blive kæmpestort. Hele vores grundkoncept er at, vi udlejer stativerne, så det bliver en fleksibel og let tilgang for kunden. Vi skal være et pool-system, så kapaciteten kan flyde derhen, hvor der er brug for produkterne,” siger Steen Frederiksen.
Samtidig arbejder SpaceInvader på at gøre stativerne intelligente, så de kan tale med en digital platform der for eksempel hele tiden kan spore, hvor kundens gods befinder sig.