Det er svært at slå aktiemarkederne. Vælger man at lade være og bare følge markedsafkastet, så er der mange fordele at hente hos NORD.Investments. De har udviklet en simpel robotrådgiver til automatisk formuepleje. Medlemmer fra Keystones var blandt de første seed-investorer og nu skal den danske fintech-komet skaleres yderligere med friske VC-millioner i ryggen.

 

NORD.Investments blev præsenteret for Keystones i 2018. Et af de primære skepsispunkter under investeringsrunden var rettet mod deres partnerbank, som havde fået advarsler fra Finanstilsynet og senere blev partnerbanken da også overtaget af Finansiel Stabiliet mhp. nedlukning. Men hvor nogen så “skeletter i skabet”, så andre muligheder og 6 medlemmer valgte at tage affære og indtræde som medejere. Dengang blev der investeret i alt ca. 5 mio. DKK.

Fornyet tro på fremtidens formuepleje

I dag har NORD.Investments fået tilladelse som investeringsrådgiver og har fået Saxo Bank som ny partnerbank. Endvidere har de netop lige lukket en ny investeringsrunde med de eksisterende investorer Capnova, NorthEast Venture og med Finstart Nordic (nordens største fintech-fond ejet af den norske bank SpareBank 1 SR-Bank) som ny lead investor, samt enkelte af de eksisterende investorer. I alt 8 mio. kr. har de indskudt.

– Pengene skal bruges til markedsføring/vækst og lancering af screenede porteføljer og pensionsdepoter. Den langsigtede ambition er at skabe en nordisk kategorivinder og et ikonisk brand indenfor kapitalforvaltning. Ambitionen kræver flere runder finansiering og det er noget tidligt at sætte tal på. Men mon ikke vi skal rejse en serie a på måske 25 mio. dkk om 1-1,5 år, og så igen måske en runde på 50-100 mio. om yderligere 2 år, udtaler CEO, Anders Hartmann efter et hurtigt kig i krystalkuglen.

Tre grunde til at jeg investerer endnu engang

Som en del af virksomhedens kapitalforøgelse valgte et af medlemmerne fra Keystones, Jesper Jacobsen, at medinvestere selvom at han er én af de “små fisk” denne gang. For ham var det en relativ let beslutning. Udover at ville forsvare sin ejerandel begrunder han reinvesteringen med følgende:

1. Tæt samarbejde med et dedikeret team

Jeg investerede første gang i NORD i januar 2018. Siden da har jeg fået et indgående kendskab til teamet bag NORD. Jeg har bl.a. haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med NORD i forbindelse med udviklingen af deres marketingstrategi og kommunikation. NORD har et utroligt stærkt team, som er 100% fokuseret på at gøre NORD til en succes.

2. Evner at falde og rejse sig stærkere end før

NORD har været stærkt udfordret i 2018 i forbindelse situationen omkring Københavns Andelskasse. Det har været fantastisk at følge, hvorledes denne udfordring har styrket NORD i form af samarbejde med Saxo Bank. Setup med Saxo er velsagtens det stærkeste NORD kunne drømme om, så det tegner super lovende for fremtiden.

3. Vi gør op med oldnordisk formuepleje

Afslutningsvis så er der stadig de samme gode grunde, som da jeg investerede første gang. Nemlig ideen om at disrupte de store banker som er alt for rigide og omkostningstunge samt udnytte digital teknologi til at levere et produkt som rammer et stigende kundebehov.

 

Læs også: Når virksomhedsbyggerne går i aktion

 

Overvejer du også at blive medlem af Keystones?
Læs mere her