Efter en karriere som partner, CEO og CFO i forskellige virksomheder, har Ulla Iversen nu dedikeret sig til at blive fuldtidsinvestor.

 

Egentlig startede Ulla Iversen karrieren som revisor hos KPMG. Men efter otte år i faget var det tid til et sceneskift.

Så jeg gik ud på den anden side af bordet, og har været der siden i forskellige virksomheder og brancher – både større og mindre virksomheder, fortæller hun.

Blandt andet bød ‘den anden side af bordet’ på et partnerskab i det mindre venture-selskab DICO med +20 portføljeselskaber og senest stillinger som CFO og CEO.

Men nu er det igen blevet tid til at skifte scene for den erfarne erhvervskvinde; denne gang for at dedikere sig rollen som investor i startups.

 

Startuptrangen har ulmet

Selvom Ulla Iversen har flere chef-stillinger bag sig i større virksomheder, er startup-ånden aldrig forsvundet – 10 år i ventureselskabet satte sine spor.

Det er ikke fremmed for mig, og jeg synes det er rigtig sjovt at arbejde med iværksættere. Der er ikke et stort system, man skal kæmpe med og mod, siger Ulla Iversen.

Mens startup-arbejdet har ligget og ulmet i mange år, er det nu blevet tid til at tage skridtet fuldt ud og dedikere sig investor-rollen.

Mit sidste job som CEO var et interimjob – jeg vidste godt, at det var den anden vej, jeg ville. Så da den nye ledelse var på plads, var timingen rigtig, siger hun.

Søger netværk om investeringer

Efter springet til at blive investor, har Ulla Iversen for nyligt investeret i de første iværksættere: Den lille virksomhed KOLEKTO, der blandt andet designer og producerer trælegetøj og interiør. En investering der blev foretaget i partnerskab med erhvervsmanden Henrik Busch – der ligesom Ulla Iversen er medlem af Keystones.

Keystones kommer ind i billedet, fordi jeg begynder at surfe rundt på, hvad der er af netværk, og jeg fik anbefalet Keystones af Henrik Busch, som jeg har investeret sammen med, siger Ulla Iversen.

Og medlemskabet er ikke bare for at få adgang til nogle spændende cases at investere i, men netop også for at kunne co-investere med nogle fra netværket, som hun har gjort i sin første investering.

 

Tog springet midt i Corona

Med den nye titel som investor har Ulla Iversen ikke bare skulle finde vej til nye netværk, men også forholde sig til et marked som er blevet vendt på hoved af en global pandemi. Men det afskrækker hende ikke – hun tror stadig på, at der findes gode startups at investere i.

Vi bestemte os for, at der også kommer en tid efter Corona. De penge jeg har sat af er risikovillig kapital, så jeg ved godt, at der er en høj risiko ved at investere under alle omstændigheder – og bestemt også under corona, siger Ulla Iversen.

Corona-krisen afholder hende altså ikke fra at investere, det skal blot indregnes som endnu en faktor i de risiko-fyldte investeringer.

Jeg har et par virksomheder mere, jeg kigger på, men selvfølgelig er man blevet mere opmærksom på produkter og branchen – og hvor påvirkede af Corona de er, siger hun.