Der er en tendens til at fokusere på at få investorkapitalen ind på kontoen og så kigge nærmere på investorkompetencer hen ad vejen. Vi anbefaler den modsatte strategi.

Pengene har en tendens til at blive brændt lynhurtigt af. Det er lidt som at tisse på en kogeplade (ikke at vi nogensinde har prøvet det, men man får ligesom billedet af noget, der forsvinder hurtigt…). Det der er tilbage, når kapitalen er brugt, er en investor, som måske bidrager uvurderligt og konstruktivt igen og igen på maratonruten. Eller en investor, som måske ikke forstår din forretningsmodel, dit marked, din partnerstrategi, kompleksiteten i produktet osv., og så har du for alvor balladen. Nogle gange kan man være nødt til at lukke øjnene og få kapitalen ind, men hvis du overhovedet har muligheden for at kombinere kapital med branchespecifikke ”kloge penge”, så gør det!

Der er også mange andre parametre i spil, når man skal have en investor ind i sin virksomhed. Udover kompetencerne er der kapitalberedskab, netværk, startup-erfaring, risikovillighed, ærlighed og ikke mindst, at investor er løsningsorienteret i forhold til den uendelige mængde udfordringer, der kommer på rejsen.

Due diligence går begge veje

Når virksomheder går på jagt efter risikovillige investorer, er der meget fokus på den frygtede ”due diligence”. Det er en proces, hvor investor vender hver en sten i virksomheden og laver et sundhedstjek på selskabets vedtægter, regnskaber, direktørkontrakter, kundelister, bankkonti, likviditetsbudgetter og meget andet. Den rutinerede investor kan ofte finde nogle huller i osten, som giver anledning til at revurdere, om det nu også er en god idé at investere, og om den værdisætning, I havde talt om, måske lige skulle have et hak nedad. Men en due diligence proces går begge veje! Det er nemlig lige så vigtigt at lave en ”reverse due diligence” – dvs. at virksomheden retter kikkerten mod investors baggrund og laver et baggrundstjek på investors løfter om guld, grønne skove og fantastiske exits. Så står din virksomhed foran et kapitalindskud fra en investor, så sørg for at gøre dit hjemmearbejde.

Tal med investors startup-referencer

Hvis investor er aktiv i andre selskaber, er det en rigtig god måde at få en udtalelse om, hvad investor har at byde på. Udover at bede om referencer fra investor selv, så kig på LinkedIn, cvr.dk o.l. – og husk naturligvis at spørge i netværket. Det danske økosystem af investorer er overskueligt, så du bør kunne få samlet referencer på forholdsvis kort tid.