Golf er blevet en folkesport og mange store og små virksomheder tiltrækkes af dette attraktive og stadigt voksende marked. En af dem er den danske scale-up Ingenium Golf, der har skabt GLFR platformen. Ingenium Golf har fundet sin niche i denne konkurrenceprægede arena, og Keystones-medlemmer støtter virksomheden i rejsen mod international vækst.
Ingenium Golf er en golf scale-up, der leverer SaaS til golfklubber og en kombineret app- og webløsning til golfspillere. Ingenium Golf skaber med GLFR [golfer] platformen en unik og værdifuld synergi mellem golfklubber og -spillere. Ingenium Golf har golfklubkunder i ni lande, en støt stigende omsætning og mere end 65.000 app users.
I maj 2019 søgte Ingenium Golf sparring til international skalering overfor både klubber og spillere samt udvikling og salg af “data driven insights” til hele golfindustrien. Desuden ønskede man investeringer på 3-4 mio. kr., heraf var den ene reserveret til eksisterende investorer, med mulighed for plads i bestyrelsen for de rette profiler.
“Produktet er allerede stærkt, men stritter i mange retninger”
Vi har spurgt Robert Holm, lead-investor, Keystones-medlem og senest bestyrelsesmedlem ved Ingenium Golf, om hans motivation, erfaringer og forhåbninger for fremtiden.
“Jeg har altid bygget virksomheder, og efter jeg solgte min egen virksomhed, har jeg været på udkig efter nye projekter. Jeg blev introduceret til Keystones gennem en ven, og projekterne her passer generelt godt til min profil. Ofte mangler projekterne nemlig kompetencer inden for salg og marketing samt skalering, som er mit speciale.”
Og hvorfor lige netop GLFR?
“GLFR tjekkede alle mine bokse. Jeg går ikke efter blue ocean virksomheder, men virksomheder hvor der er bevist et marked, og hvor der er konkurrence. For mig er det det vigtigste bevis på, at virksomheden kan lykkes.”
“GLFR er et godt eksempel på en virksomhed, der har et stærkt produkt, men mangler ressourcer til at strømline hele salgsprocessen. Produktet er allerede stærkt, men stritter i mange retninger, der gør det svært at formulere klart overfor kunderne, hvilken værdi produktet tilbyder. Det er her, jeg har erfaring med, hvordan salgsstrategi, marketingaktiviteter og produktudvikling skal følge én og samme overordnede strategi, og hvor vi gennem en række automationprocesser kan komme ud til verdensmarkedet med et unikt produkt.”
Forslag om at hverve investorer i flere loops, men under samme vilkår
Dine vigtigste erfaringer fra processen – positive såvel som negative?
“Jeg synes at Hans Henrik og Jacob fra GLFR har været bundærlige med hensyn til, hvor virksomheden stod. Det skal de have ros for. Processen har dog taget for lang tid. Det gjorde, at vi mistede en vigtig investor i forløbet og at hele processen faktisk var ved at kuldsejle.”
Hvilke råd vil du give videre til andre?
“Mit bedste råd er til virksomheder, der søger kapital: Jeg vil råde dem til at gøre kort proces. Måske bygge en proces, hvor investorer tages ind i flere runder eller loops men under samme vilkår. Altså smede mens jernet er varmt, ellers risikerer processen at gå i stå.”
Hvilke udsigter ser du for GLFR de kommende 3-5 år?
“Jeg forventer, at virksomheden som minimum vil være fem gange større, end den er i dag og vi så kan sælge den til en større fisk.”
Og ikke mindst dig selv som virksomhedsbygger – i GLFR eller andre virksomheder?
“Jeg tager altid en meget aktiv del af virksomheden, ellers giver en investering ikke mening for mig. Det er den måde, jeg kan sikre, at min investering går i gennem. Jeg forventer at tage ca. fem investeringer ind. Lige nu har jeg to aktive investeringer ud over mit 7-17 job. Så jeg er stadig i markedet efter 2-3 projekter, der leder efter aktive kompetencer inden for salg og marketing samt skalering.”
Ingenium Golf anbefaler investeringer via Keystones
Jacob Markussen, grundlægger af Ingenium Golf, er ret utvetydig i sin kommentar til samarbejdet med Keystones:
“Vi brugte Keystones i vores seneste investeringsrunde med stor succes! Så det kan helt sikkert anbefales til både startups og investorer.”
Hans Henrik Junge, Ingenium Golfs CEO, uddyber:
“Samarbejdet og sparringen med Keystones op til præsentationen for medlemmerne var meget givende og hjalp os med at skære vores præsentation og budskaber til. Vi er også særdeles tilfredse med den funding og de nye kompetencer, vi har fået ind. Vi er kort sagt nu rustet til at skalere forretningen.
Vores nye investorer har alle pr. automatik en plads i vores advisory board, og to af dem er desuden blevet medlemmer af vores bestyrelse.”