Det var den grønne agenda, der fik Helle Monrad til at investere i Woodsense sammen med 11 andre investorer fra Keystones. Investeringen skal bruges til at få Woodsense ud over rampen og ind i byggebranchen. 

 

Helle Monrad har en række krav til de virksomheder, hun investerer i. Et af kravene er, at de skal bidrage til en mere bæredygtig verden.

“Virksomhedens produkt skal støtte den grønne omstilling. Men samtidig kommer jeg fra en branche, hvor produktet skal have en vis tyngde. Derfor må det heller ikke være nemt at kopiere,” siger Helle Monrad, der har en baggrund som kemiingeniør og 35 års erfaring fra den internationale kemi-virksomhed Haldor Topsøe.

De krav opfyldte Woodsense, som blev grundlagt i 2019 af Jeppe Rasmussen.

Woodsense har udviklet en sensor, der monteres på trækonstruktioner, og som monitorerer temperatur, samt fugten i både træet og luften. Den lille sorte boks skal ultimativt bidrage til en mere bæredygtig byggebranche, fortæller Jeppe Rasmussen, adm. direktør i Woodsense.

“Vores filosofi er, at vi gerne vil minimere ressourcespildet i hele branchen. Ved at monitorere byggerierne og fange skader, inden de opstår, skal der i sidste ende bruges færre ressourcer på at udbedre skaderne,” siger Jeppe.

På lidt længere sigt vil Woodsense også gerne sætte en agenda for, at der skal bruges mere træ i byggeriet. Træ er nemlig mere bæredygtigt end eksempelvis beton og stål.

En del af fremtidens byggeri

Umiddelbart lå det ikke i kortene, at Jeppe skulle grundlægge en virksomhed, hvor teknologi var fokuspunktet.

Efter Jeppe havde færdiggjort sin kandidat i marketing og salg, begyndte han at interessere sig for teknologi og lærte sig selv at kode. Microsoft var Jeppe sidste arbejdsplads, inden han startede Woodsense op.

“Jeg har altid drømt om at starte noget op fra bunden, som potentielt kan gøre verden mere bæredygtig,” siger Jeppe.

Derfor deltog han i impact-idé-konkurrencen, Founders of Tomorrow, hvor målet var at minimere verdens CO2-udslip. Jeppe kom i gruppe med nogle arkitekter og ingeniører, som pegede ham i retning af byggebranchen og potentialet for at gøre sektoren grønnere.

“Jeg var ude og snakke med en masse folk. Jeg prøvede at finde ud af, hvad branchen manglede og hvor jeg kunne skabe en positiv indvirkning. Det skulle give både finansielt og bæredygtigt mening,” siger Jeppe.

Da han efterfølgende fandt ud af, at bygningssagkyndige manuelt tog ud til bygninger og fortalte kunderne, om deres bygninger havde været ramt af en vandskade, tænkte Jeppe, at dét måtte kunne gøres smartere. Det førte til idéen om at sætte trådløse, langtidsholdbare sensorer op, som konstant kunne måle fugtforholdene i en bygning. På den måde kunne skaderne helt undgås.

“Vi kom til et punkt, hvor vi havde forbedret produktet tilpas meget til, at vi kunne begynde at sælge det. Samtidig så vi også en betalingsvillighed, så nu skulle vi bare skubbe Woodsense ud på markedet, så vores produkt kunne blive en del af fremtidens byggeri. Men det skulle vi bruge en investering til,” siger Jeppe.

Investering fra Vækstfonden

Med Helle Monrad, Mette Thorgård og Per Andersen i spidsen gik 12 investorer fra Keystones-netværket sammen om at rejse 1,1 mio. kr. Og så har Woodsense netop fået tilsagn fra Vækstfonden om, at fonden vil investere yderligere 1 mio. kr. i virksomheden.

“Woodsense har allerede solgt mere end 100 enheder, men investeringen skal bruges på for alvor at få gang i salget. Produktet skal derfor ud til så mange entreprenører, bygherrer og producenter af træmoduler som muligt, så vi også kan få noget feedback og forbedre produktet,” siger Helle Monrad.

Målet om at gøre Woodsense endnu bedre og billigere kræver dog også ressourcer.

Derfor skal investeringen også bruges på at få flere kloge hoveder med ombord i virksomheden.

Læs også

KapitalWatch: Investorgruppe skyder millionbeløb i sensor-løsning til byggebranchen