Medlemsportræt af Anders Juel Rasmussen, der i 2017 fik foden under eget bord i Fortysome Agency

 

Frihed har for mig vist sig at være herre i eget hus og den frihed er ekstremt vanedannende, ikke mindst når man som jeg har 25 år som lønmodtager bag sig.

Det fortæller Anders Juel Rasmussen, medlem af Keystones-netværket og grundlægger af Fortysome Agency, der har som mål at være iværksætternes salgsbureau. Anders startede sin virksomhed i 2017, da han var 44 år, hvilket var inspirationen, da han skulle finde et navn til virksomheden.

Her får du med Anders’ egne ord nogle råd og erfaringer med at starte egen virksomhed:

#1. Det er aldrig for sent at springe ud i noget nyt

“Det er aldrig for sent at springe ud i noget nyt, men det kræver en tro på det, mod til at gennemføre det og ikke mindst en masse is i maven,  både når man står midt i forandringen, men især når dagligdagen melder sig. For mig personligt betyder firmanavnet og det det symboliserer rigtig meget: Jeg gjorde det, hvilket er godt at holde fast i, også på de mindre gode dage.”

#2. Vær parat til acceptere mindre økonomisk tryghed og materiel komfort

“Da jeg sprang ud som selvstændig, opsagde jeg mit relativt vellønnede job som kontaktchef i en større mediekoncern. Samtidig tog jeg et opgør med mig selv: hvilke ting betyder virkelig noget for mig? Du skal være klar til at leve med en række midlertidige afsavn, som ikke mindst har meget med din egen selvforståelse og materielle status at gøre. Hvis du ikke vil gå på kompromis med personlig og især økonomisk komfort, så skal du blive på den sikre vej som lønmodtager. For som selvstændig har du ingen garanti for, at der står penge på kontoen sidst på måneden.”

“Jeg startede med at sælge BMW´en og tage til takke med familiens bil nr. 2, en væsentlig mere ydmyg, men driftssikker og billig bil af ældre årgang. Dernæst kiggede jeg på alle vaner i min tilværelse og frasorterede det unødvendige eller uvæsentlige. Og jeg blev forbavset over, hvor mange luksusgoder, jeg kan undvære. Det er især let, når man først på det mentale plan har givet afkald.”

#3. Mental og økonomisk forberedelse nødvendig

“Det skal dog tilføjes, at jeg inden min endelige beslutning om at blive selvstændig blev taget i sensommeren 2017, havde haft tanken om at gøre det i en årrække. Så både på det mentale og økonomiske plan, havde jeg sparet sammen. Havde jeg ikke haft den mentale forberedelse suppleret med min kontante opsparing, så havde jeg haft kniven for struben fra dag ét, og det er aldrig optimalt for nogen.”

#4. Byg videre på de unikke erfaringer og viden fra din karriere som lønmodtager. Du starter ikke fra scratch. 

“Det næste du som selvstændig/iværksætter skal gøre dig klart er: Hvad er jeg god til og især hvad er jeg ikke god til. Det nytter ikke at starte helt fra bunden med et nyt område, i stedet skal du bruge den erhvervserfaring du har med dig, ikke mindst hvis du som jeg er en fortysome´r med års opsparet erfaring indenfor et kernefelt.”

“For mit vedkommende var min første plan, at jeg i Fortysome kunne arbejde med content writing, fordi jeg uformelt havde arbejdet med det i nogle af mine tidligere job og har et talent for ord. Men hvis du skal gøre noget til din levevej, så skal du tage udgangspunkt i en kernekompetence eller noget som du forbindes meget stærkt med,  personligt såvel arbejdsmæssigt.”

“Mit eget helt særlige kompetencefelt er salg og strategisk salgsudvikling. Det er simpelthen mit medfødte talent og derfor noget jeg har kunnet leve af i 25 år. Og i det øjeblik jeg i Fortysome Agency tog min tagline ´Iværksætternes Salgsbureau´, havde jeg fundet mit ´why´.”

“Hvor priviligeret er det egentlig lige”

“Skåret helt ind til benet er Fortysome Agency al min personlige viden og erfaring, opsparet gennem et langt og varieret liv som arbejdstager. Men først nu som selvstændig har jeg mulighed for at give mig selv de frie rammer, hvor al den akkumulerede viden kan komme til gavn, endda for andre som ligesom jeg selv har et ønske om at bygge virksomheder for fremtiden – hvor priviligeret er det egentligt lige.”

Læs flere vejledninger til startups her.

 

Ønsker du også et medlemskab af Keystones?

Læs mere her