Ladybox rejser kapital i Keystones

Virksomhedens stiftere har netop overbevist en investorkreds hos Keystones om, at vækstrejsen i Ladybox snart giver sorte tal på bundlinjen.

Ladybox blev landskendt i 2019, hvor stifternes forretningsidé blev afvist i Løvens Hule og spået konkurs indenfor to år. Det slog dog ikke stifterne ud, og de gik videre med nogle af de investortilbud de havde fået før deltagelsen i programmet. Ladybox har i dag to af de oprindelige stiftere ved roret – Camilla Paulsen og Camilla Bilgrav, begge uddannet fra CBS i København.

Ladybox har aktuelt omkring 2300 kvindelige abonnenter, der hver måned betaler under 200 kr. for at modtage en boks med skønhedsprodukter.

”Det ville koste flere hundrede procent mere at købe de samme produkter på egen hånd. Vi tilbyder rabatter, som man ikke kan få andre steder,” pointerer virksomhedens administrerende direktør, Camilla Paulsen.

Over 85.000 bokse med skønhedsprodukter er siden 2019 sendt af sted til mere end 10.000 kvinder, hvoraf de fleste befinder sig i aldersgruppen 25-40 år, som er den primære målgruppe. I gennemsnit beholder kunder abonnementet i 10 måneder, hvorefter de ofte tager en pause med den begrundelse, at de ikke har fået brugt alle de produkter, de har modtaget i forløbet. Men kundeloyaliteten er stor, og mange vender tilbage igen, når de igen mangler skønhedsprodukter.

Antal abonnenter spås at nå break-even i 2023

Selv om der i dag er tale om en flercifret årlig millionomsætning i Ladybox, er der dog stadig røde tal på bundlinjen – en velkendt udfordring for iværksættervirksomheder i de første år, hvor det gælder om at opnå tilstrækkelig volumen og synlighed.

”Jo flere abonnenter vi har, desto højere rabatter kan vi opnå hos producenterne. Vi har ikke nået nulpunktet endnu – dvs. det antal abonnenter, hvor det hele hænger sammen, så vi får sorte tal på bundlinjen. Men vi er godt på vej og forventer, det vil ske i 2023,” siger Camilla Bilgrav, der er CFO i Ladybox.

Markedsføring er en afgørende parameter på vejen til at nå flere abonnenter. I sommeren 2022 trådte popstjernen Medina ind som investor i Ladybox, hvilket også har en stor markedsføringsværdi. Det er også markedsføring, der er i fokus, når den nyligt rejste kapital på 1 million kr. hos en gruppe af fem investorer i Keystones skal bringes i spil.

”Nu er vi fokuserede på at ekspandere for alvor, og vi ønsker med den nye kapital at skrue op for markedsføringen. Men effektiv markedsføring handler ikke kun om at bruge mange penge. Når man har brugt tilpas mange penge på en marketing kanal, så kan den også blive mættet på et tidspunkt, og så skal man finde andre veje. Og noget af det, som vi skal bruge pengene fra Keystones til, er at teste nye marketingtiltag af,” siger Camilla Paulsen.

Konceptet forventes at klare sig godt i kriseperioder

Som andre virksomheder har Ladybox også været udfordret i genåbningen af økonomierne efter corona med krig i Ukraine, leveringsproblemer og inflation. Men udsigten til en økonomisk afmatning i 2023 og muligvis recession virker ikke afskrækkende.

”Vores koncept i vores prisleje er ikke konjunkturfølsomt på den måde, nærmest tværtimod. For kvinder holder ikke op med at bruge ansigtscreme eller make-up i en økonomisk nedtur, men de ser sig selvfølgelig om efter besparelser. Og det er jo netop vores koncept – vi leverer altid skønhedsprodukter med stor rabat. For nylig har vi også gjort det muligt med et digitalt medlemskab, hvor man ikke får de månedlige bokse, men selv køber de produkter man ønsker med rabat,” siger Camilla Bilgrav.

Hvis alt går efter planen, så bliver 2023 året med overskud i Ladybox, og så er næste skridt udlandet.

”Det afgørende for os er at få forretningsmodellen til at fungere og give os en stærk position i Danmark. Vi regner med, at vi stadig vil fokusere udelukkende på Danmark næste år, men hvis alt går efter planen, så er der ikke noget i vejen for, at vi i 2024 vil træde ind i Sverige eller Holland, hvor vi umiddelbart finder den type forbrugere, der minder mest om os danskere,” siger Camilla Paulsen.

Gritt Ellesøe er Lead Investor

Gritt Ellesøe er Lead Investor for investorgruppen i Keystones, der samlet har investeret 1 million kr. i Ladybox for nylig. Gritt Ellesøe har mange års erfaring fra den finansielle sektor med ansvar for bl.a. produktstyring, forretningsudvikling og aktiehandel, så hun er vant til at arbejde med finansielle problemstillinger og potentielle vækstmuligheder for virksomheder. Hvad er det, hun ser i en virksomhed, der foreløbig kun har givet underskud?

”Jeg ser ufatteligt mange ting i virksomheden. Jeg ser et fantastisk team, der knokler og har orden i penalhuset. Jeg kan også se et stort vækstpotentiale. En del af min investeringsstrategi er at promovere kvindelige entreprenører, da de ofte bliver forbigået. Selv om kvindelige entreprenører står for 27 pct. af iværksættervirksomhederne i Danmark, så får virksomheder med udelukkende kvindelige stiftere kun 1,5 pct. af investeringerne i start-ups,” siger Gritt Ellesøe og henviser til en undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Undersøgelsen viser bl.a., at kun 5 pct. af kvinderne i den danske befolkning er nye iværksættere, hvilket er under gennemsnittet i OECD på 8,4 pct. Men selv om de kun får en lille del af den risikovillige kapital, så får de meget ud af pengene. 100 kr. investeret i en startup med kun kvindelige stiftere giver 25 pct. større omsætning sammenlignet med virksomheder med kun mandlige stiftere, fremgår det af Dansk Erhvervs undersøgelse.

Gritt Ellesøe understreger, at selv hun har et ønske om at støtte kvindelige iværksættere, så anlægger hun ikke en filantropisk tilgang. Kvinderne skal levere, og det har hun stor tiltro til, at Camilla og Camilla kan.

”De har begge en økonomisk uddannelse, de ved, hvad de vil, og de er rigtig gode til at søge feedback. Og så har de noget med som tidligere elitesportsudøvere, som jeg kan nikke genkendende til. Det giver dem ambitioner, motivation og fightervilje – og nederlag er kun med til at give læring og ekstra blod på tanden,” siger Gritt Ellesøe, der har en god kemi med de to stiftere.

Antallet af abonnenter er mangedoblet siden 2019, og det er underskuddet også, men det afskrækker ikke Gritt Ellesøe.

”Vi har jo haft mange samtaler løbende over det sidste halve år – der går jo en rum tid, fra man starter på at kigge på konceptet, til man rent faktisk investerer. Og det som de har gjort med personaliseringen, at de har fået Medina ind som ambassadør og flere andre ting – det er vigtige initiativer, som forhåbentlig kaster noget af sig. Og så er det ikke mindst vigtigt, at de er meget lydhøre over for resten af investorgruppen. Vi kommer med meget forskellige baggrunde og har meget at byde ind med, og Camilla og Camilla lytter virkelig efter. Men vi siger ikke, at nu skal de gøre sådan og sådan. Det er dem, der tager beslutningerne, og det er med til at fastholde deres motivation,” siger Gritt Ellesøe.