Rolf Garde er aktiv busi­ness angel og bringer her et par gode råd til danske iværk­sæt­tere (læs mere om Rolf Garde på www.rolfgarde.com).

Hvis du har et startup, der har fået eksterne investorer ind (som ikke er din mor eller onkel), så har du bestået en stor test.

Tillykke med det!

Du har fået nogle erfarne erhvervsfolk til at tro så meget på dig/teamet/idéen/markedet, at de gerne vil investere i virksomheden. Det er ofte den første store validering, som mange startups skal igennem.

Nu er du klar til at videreudvikle din virksomhed, og du skal i gang med en masse projekter omkring salg/produkt/markedsføring/ansættelser osv. Det vil tage al din tid – og sikkert lidt til.

Men du må ikke glemme de personer, der har investeret deres penge i dig og dit team. De vil gerne løbende følge med i, hvordan det går med virksomheden og om deres penge bliver brugt fornuftigt. De fleste vil endda gerne hjælpe dig med at udvikle virksomheden, men det kræver, at de kan følge med i, hvad der sker. Dine investorer er gode ambassadører for din virksomhed, når du skal have nye kunder, gode leverandøraftaler og muligvis får brug for flere penge. Det er vigtigt, at de bliver ved med at tro på dig/virksomheden.

Så… du bliver nødt til løbende at rapportere til dem!

Som investor så tænker man faktisk, at intet nyt – er dårligt nyt – så det er bare med at komme i gang, hvis du ikke allerede gør det.

Bemærk: Det meste af den rapportering der laves, den skal du alligevel lave for at have styr på din forretning.

Frekvens

Du bør rapportere hver måned, lige efter måneden er afsluttet. Her gælder det: Jo hurtigere du kan afslutte måneden og sende rapporteringen, jo bedre synes investorerne, at du har styr på virksomheden.

Rapportér Runway og Burnrate

De vigtigste nøgletal for et startup, der har fået ekstern rapportering er:

  • Hvor mange penge er der i kassen
  • Hvor mange måneder går der før kassen er tom

Det første tal finder du på din bankbog (og fratrækker de fakturaer du har fået og ikke betalt).

Det andet tal kræver, at du løbende opdaterer dit budget med de nye informationer du har:

  • Kan vi forvente den omsætning/indtjening, som står i vores budget.
  • Har vi truffet nogle beslutninger der ændrer vores omkostninger (ansættelser o.l. trækker tungt i et budget)

Investorerne ved, at når du har penge til ca. 6 måneders drift tilbage, så skal man begynde at overveje hvor den næste investering skal komme fra. Hvis du har vist gode takter, så vil de eksisterende investorer sikkert gerne spytte flere penge i kassen, og de vil under alle omstændigheder gerne hjælpe dig med at finde de personer/fonde/VC e.l., der skal komme med den næste investering.

Rapportér hvad der er sket siden sidst

Du skal kort fortælle lidt om hvad der er sket i løbet af måneden:

  • 2-4 gode oplevelser i løbet af måneden (så der er noget af fejre og rose)
  • 2-4 svære ting man har været igennem eller stadig arbejder med (for at erkende at ting kan være svære, men at man kan komme igennem dem)
  • 2-4 områder hvor det kunne være rart med hjælp fra investorgruppen. Det kunne være nye kunder, medarbejdere eller andet det kunne være rart at få hjælp til.

Dette afsnit giver dig mulighed for at komme med forklaring på hvorfor udviklingen er gået bedre/værre end forventet. Det er meget vigtigt, at du deler både gode og dårlige oplevelser.

Bemærk: Hvis du ikke deler de dårlige oplevelser, så er du ikke troværdig, for dine investorer ved, at der altid er ting, der ikke går efter planen.

Rapportér udvikling til produkt

Du skal kort beskrive hvilke ændringer I planlægger at lave til jeres produkt i den kommende periode.

Rapportér KPI’er og økonomiske tal

Enhver virksomhed skal kende sine 3-5 vigtigste KPI’er – og disse skal løbende opdateres (optimalt automatisk hele tiden). Det er disse tal, der skal styres/læres/justeres efter. Du skal på uge eller månedsbasis opstille KPI’er for at se om din virksomhed udvikler sig i den rigtige retning.

Hvis du ikke allerede ved præcist hvilke KPI’er du skal styre efter, så kan du sikkert få dine investorer til at angive hvilke, der er relevante.

Ofte vil denne tal-rapportering indeholde:

  • Realiseret økonomi sammenlignet med originalt og opdateret budget. Dette glæder både omsætning, indtjening og omkostninger.
  • KPI’er kan være (men afhænger 100% af forretningen):
    • Antal nye kunder
    • Antal kunder der køber igen
    • Antal mistede kunder
    • CAC – hvor meget det koster i markedsføring o.l. at få en ny kunde
    • NPS – kundetilfredshed. Jeg har desværre endnu ikke set en rapportering med dette – men det kunne være sejt ?
    • Indtjening pr. kunde
    • Indtjening pr. leverandør (hvis du har en markedplads

Tidsforbrug

Du skal nok regne med, at det tager 2-4 timer hver måned at lave den eksterne rapportering. Mange af de tal / KPI’er o.l. som skal stå i rapportering skal du alligevel have, for at have styr på udviklingen i dit startup. Så der er ikke meget ekstraarbejde.

Hvem skal informeres?

Følgende personer skal informeres:

  • Bestyrelsen
  • Advisoryboard
  • Investorer
  • Fremtidige investorer. Hvis man har talt med personer, virksomheder, kapitalfonde eller andre, der har vist interesse men ikke var klar til at investere endnu, kan man med fordel sende samme informationer til dem – for at holde deres interesse fanget. Der er måske nogle informationer, der skal udelades, da der kan være risiko for at informationerne deles med konkurrenter.
  • Teamet så alle i virksomheden ved hvordan det går.

Hvad skal du fortælle?

Du skal i princippet fortælle alt der er væsentlig information for at forstå din virksomhed bedre. Det betyder, at det er vigtigt at dele både gode og dårlige oplevelser/tal. Du skal være hudløst ærlig omkring virksomhedens ve og vel.

Der kan være enkelte informationer, som du timingsmæssigt skal vente med at dele. F.eks. hvis du overvejer at fyre din CTO – men at CTO’ens onkel er investor. Der skal du nok først dele informationen bredt når beslutningen om fyringen er eksekveret.

Hvorfor er det vigtigt at rapportere?

Hvis du endnu ikke kan se pointen i at lave en god rapportering – så overvej lige:

  • Investorer vil typisk gerne hjælpe dig og virksomheden. Man kan bedst hjælpe hvis man har gode informationer.
  • Investorer mener typisk, at en CEO, der ikke kan rapportere, nok heller ikke kan udvikle virksomheden. Rapportering er en vigtig del af en “rigtig” CEO’s arbejdsopgaver, som man skal skynde sig at lære.
  • Investorer ved godt at ikke alt vil gå efter planen / forventningerne. Det er en del af processen med at lære. Men jo mere åben du er – jo bedre forhold får du til dine investorer.
  • Det er typisk dine investorer, der skal stå sammen med dig, hvis der skal rejses flere penge. Hvis du ikke har dine eksisterende investorer med dig, så bliver det vanskeligt at rejse yderligere investeringer. Nye investorer vil nemlig typisk spørge tidligere investorer hvordan samarbejdet kører.