Hedonistisk bæredygtighed – Danske startups er med i fronten

Hedonistisk bæredygtighed – Danske startups er med i fronten

Forfatter: Anders Lisdorf, PhD i Historie, Lektor ved IT Universitetet, tech-entusiast og medlem af Keystones.

I disse tider er der mange, der er bekymret for klimaet, og hvad man kan gøre for at forbedre det. Det kan være abstrakt og uoverskueligt at løse klimaproblemerne som enkeltperson, men der er en stigende vilje til at gøre noget. De seneste år har standardløsningen været en refleksreaktion, som er bekendt fra den vestlige verdens kristne fortid: aflad og abstinens.

 


Aflad og abstinens i den grønne religion

I middelalderen, hvor disse handlemønstre blev formet, var abstinens en kerneværdi for det sande og gode liv: ingen sex før ægteskabet, faste og generel forbud mod frås og udskejelse. Et godt liv var et fattigt liv i nøjsomhed. I en moderne klimabevidst udgave er det blevet til flyskam, kolde brusebade, veganisme, strømbesparelse og krav om mindre forbrug.

Men man kan jo komme til at træde ved siden af og synde mod denne rette levevis. Til det formål opfandt den katolske kirke omkring 1000 tallet afladsbrevene, hvor man kunne betale for at have overtrådt fasten for eksempel. Dette mønster kender vi også i dag i en klimakontekst. Hvis vi synes, vi har smovset for meget, kan vi også købe aflad ved at betale for at plante et træ et sted i verden. Nationer og firmaer kan købe CO2 kvoter af andre, som en kapitalismens afladssystem. I centrum er det blot ikke længere den katolske kirke, men EU der indkræver pengene.


Er nydelse og klima et nulsumsspil?

Problemet med denne tilgang til at skabe varige forandringer er, at det ikke virker. Det medfører ingen varige ændringer i adfærd, faktisk er det direkte skadeligt for en vedvarende bæredygtig adfærdsændring. Det virkede heller ikke i den mørke middelalder og bragte ingen fremskridt med sig ej heller nogen form for væsentlig forbedring af menneskelig opførsel. Grunden til dette er den samme som, at diæter sjældent har nogen længerevarende effekt. Diæter er nemlig bygget på samme grundlæggende idegrundlag, man skal afholde sig fra at spise noget specifikt, som man ellers har lyst til.

Den grundlæggende udfordring er, at menneskelig nydelse ses som iboende forkert, og at det at gøre det rigtige og dydige bliver modsat nydelsen. Det gode retfærdige liv bliver sat om op som modsætning til det behagelige og nydelsesfulde. Men er det virkeligt nødvendigt? Er nydelse og bæredygtighed virkelig et nulsumsspil? Det mener jeg ikke, og jeg mener, at vi bliver nød til at indse dette for at få skabt en vedvarende bevægelse mod mere bæredygtig levevis.


Hvordan vi kan gøre bæredygtighed til en nydelse i stedet for et offer

Den danske arkitekt Bjarke Ingels taler om “hedonistic sustainability” indenfor arkitektur i en TED talk. Han definerer det som “sustainability that improves the quality of life and human enjoyment”. Det har han indarbejdet i sine bygninger i mere end et årti, hvor den bedste repræsentant for dette er Copenhill. Her har Ingels for eksempel puttet en skibakke på toppen af et forbrændingsanlæg.

Men hvorfor begrænse dette til arkitektur? Hvorfor ikke udbrede det til alle områder af vores liv? Hvorfor ikke kigge efter synergier mellem bæredygtighed og nydelse i stedet for blot at antage, det er modsætninger. Der er faktisk rigtigt gode eksempler på danske start ups, som allerede gør dette. Måske skulle man prøve at smide nogle af investeringerne i bæredygtighed denne vej i stedet for kun at kigge på traditionelle impact investeringer. Lad os prøve at kigge på tre god eksempler.


Seks danske virksomheder der gør bæredygtighed til en fornøjelse


Too good to go – Spis dig til mindre madspil

13% af verdens CO2 udledninger kommer fra landbruget, som producerer vores fødevarer. Det er derfor et væsentligt område at optimere. Den danske startup Too Good To Go har mere end 26 millioner brugere. Deres koncept er at undgå madspild ved at lade fødevarebutikker sælge overskydende mad billigt gennem deres app. Man kan få lækkert restaurantmad og brød fra bageren til billige penge og samtidig hjælpe med mere effektiv udnyttelse af naturens ressourcer. I stedet for at smide mad ud, som har kostet energi og ressourcer at producere, bliver det spist. Jo bedre udnyttelsen er jo mindre spildt produktion og spildt energi.

Despite – Forbrug alt det tøj du vil. Her er det lavet af genbrugsplastik.

Tøjindustrien er den andenstørste forurener efter olieindustrien på verdens plan. Selv organiske stoffer som bomuld kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer at producere og rengøre. Der kan derfor opnås meget ved at gentænke kredsløbet, der ligger bag produktionen af tøj. Det danske tøjfirma Despite producerer derfor sportstøj af genbrugsplastik. Verden har en overproduktion af plastik, men i stedet for at brænde det af eller grave det ned kan det bruges til stilet designer tøj. Samtidig er godt sportstøj med til at øge motivationen til at bevæge sig mere, hvilket øger sundheden. Der er således mange synergier bygget ind i Despite’s produkter.

Green Mobility – Lad din bil stå uden at miste komforten ved en køretur igennem byen

Delebilsfirmaet Green Mobility gør det muligt for kunderne at købe korttidsleje af en flåde af elbiler. Elbiler er ikke nødvendigvis bedre for miljøet, hvis elektriciteten er genereret fra eksempelvis kulkraft eller atomkraft, men hvis det er genereret fra vedvarende energikilder som vind, sol og vand, som vi gør meget af i Norden er det en fordel. Det, at der er tale om delebiler, gør også at udnyttelsen af biler bliver bedre, hvorfor det bliver nødvendigt at producere færre biler til den samme mængde mennesker. Derved undgås spild af energi og forurenende produktion og affald. Elbiler er en fornøjelse at køre i og gør køreoplevelsen meget bedre end en konventionel bil. Når der er tale om en delebil behøver man heller ikke tænke over forsikring, syn, optankning og reparation. Derfor er det både miljørigtigt og mere behageligt.

elbiler i byen

Ennogie – Få et stort strømbesparende soltag uden at miste alt hjemmets skønhed

Energi er en af de væsentligste områder at få styr på og gøre bæredygtigt. Vi har allerede masser af vindenergi, men solenergien er for alvor på vej frem gennem investeringer i kæmpe solcelle anlæg rundt omkring. Men som privat person har det i mange år også været muligt at investere i. Det mest almindelige har været at installere dem på taget, hvilket desværre ofte var lig med en æstetisk oplevelse, der mindede om bagsiden af en håndfuld køleskabe. Ennogie har vendt det fuldstændigt på hovedet og laver soltage, der er designet til at se godt ud i sig selv samt være billigere end andre soltagssystemer. Man kan således få et flot designer tag, spare penge og støtte bæredygtig energi på samme tid.

Biotrino – Spar på kødet uden at spare på kød-smagen 

Mange mennesker har kød som deres væsentligste kilde til protein. Kød produktion er en ressourcetung måde at få proteiner, da dyrene først skal omsætte planter. Et alternativ er at gå direkte til planterne, men mange har problemer med, at de ikke får umami smagen som associeres med kød. Det problem har Biotrino løst ved at lave et produkt baseret på den allermest simple plante, nemlig alger. Ikke alene giver det proteintilskud men også mange andre vigtige vitaminer. Det kan blandes i velkendte retter for at booste smagen og gøre kosten sundere og samtidig produceres det på en skalerbar og nem måde uden sprøjtemidler gødning og lignende.

Microshade – Dæmp det blændende sollys i kontoret (uden at miste sol-energien)

Hvis nogen kan huske i gamle dage hvor man sad i storrumskontorer med kæmpe vinduer, der nok gav en god udsigt men også problemer med solen, som skinner i øjnene og på skærmen. Det har Microshade en løsning på, hvorved lyset fra vinduerne blændes og omsættes til solenergi. Derved kan man både skabe vedvarende energi og lave overbevisende PowerPoint præsentationer på samme tid.


Investér i synergierne mellem bæredygtighed og behag

Disse seks danske firmaer er eksempler på, hvordan vi ved at kigge på synergier mellem det behagelige og gode liv og det bæredygtige etiske rigtige liv kan gøre en varig forskel. I stedet for at lære, at det rette altid har at gøre med afsavn kan vi skabe varige positive forandringer ved at gøre det rette til det behagelige. Firmaer der producerer produkter, som folk kan lide har alle dage været vindere, når de samtidig evner at gøre det på en bæredygtig måde, er der mere end en grund til at investere i dem.