Startuppet Lifeguard vil med sin digitale platform gøre medarbejdere både sundere og mere produktive. Nu får de en millioninvestering til at skalere løsningen.
Sundhedsforsikring er det seneste årti gået fra at være en konkurrenceparameter til at være standardudstyr, når lønpakken skal forhandles. Derfor mener Mikkel Nybo, founder af Lifeguard, at tiden er moden til at tage næste skridt.
Cirka to millioner danskere har en privat sundhedsforsikring – og langt de fleste er arbejdsgiverbetalte, så der bliver brugt mange penge på det. Men de hjælper først, når skaden er sket. Det vi tilbyder er en proaktiv løsning, som fordrer rettidig indgriben og en håndsrækning til de medarbejdere, som har større udfordringer, før skaden sker, siger han.
Startuppet Lifeguard har udviklet en platform med et forebygget sundhedskoncept til virksomheder og pensionskasser. Og det er ikke bare godt for medarbejderne, men også for virksomhedernes bundlinje:
Folkesundheden var presset før Corona, virussen har bare kastet benzin på bålet. Det er udfordringer, der udspringer af inaktiv livsstil, overvægt og stress. Det handler om at nedbringe sygefravær, men i langt højere grad om produktivitet. Omkostninger til sidstnævnte er en faktor tre sammenholdt med det fysiske fravær – det er efterhånden velunderbygget, siger han.
Og med erfaringer fra virksomheder som Mærsk, Atea, Telenor og senest Salling Group har startuppet nu landet en investering fra seks Keystones-investorer.
Svært at slukke for Jakob og Louise
Lifeguard kortlægger medarbejdernes fysik, kostvaner og mentale trivsel – og samler det i en samlet ‘LifeScore‘. En score som giver HR og management adgang til kontinuerlige temperaturmålinger via et sundhedscockpit.
Det indbyggede ”red flag”-advarselssystem sikrer via data i realtid, at medarbejdere i risikozonen adresseres i tide, så kostbar tid og risikoen for langvarigt sygefravær minimeres mest muligt. Er der medarbejdere, som falder ned risikozonen, tilbydes de automatisk en personlig coach, der kan hjælpe dem på rette kurs igen.
Hvis vi onboarder 500 medarbejdere, sker det via et digitalt onboarding forløb, hvor de får en dertil udviklet sundhedstest. De angiver egne mål og drømme, discipliner, niveau og tid til rådighed. Ud fra det får de en personlig plan udarbejdet af vores algoritmer, men vi tilknytter samtidig en personlig coach til dem som er i risikogruppen og har mest brug for hjælp, siger Mikkel Nybo.
Ved at bygge bro mellem health tech og en ‘real life’ personlig coach mener virksomheden, at de har fundet et særligt sweetspot i markedet, som giver både sundere og mere produktive medarbejdere.
Det handler jo ikke om viden. Vi ved godt, hvad sund livsstil handler om, men det er det der med at komme i gang og så gøre det over tid, der er udfordringen. Det er det sværere at slukke for Jakob og Louise end for en app, og derfor ser vi også et højt engagement blandt medarbejderne som fører til livsstilsændringer, siger Mikkel Nybo.
Millioner til vækst
Med investeringen fra de seks investorer har Lifeguard fået ressourcer til at accelerere deres vækst.
I slutningen af sidste år blev vi enige om, at selvom vi godt kunne fortsætte med organisk vækst, så havde vi brug for at accelerere salget, siger Mikkel Nybo.
Med erfaringer fra store virksomheder og 7.000+ brugere har Lifeguard da også fundet et marked. Efter at have kontaktet Keystones fandt startuppet de seks angels, som udover kapital skal hjælpe dem til vækst.
Vi ser jo et kæmpe marked i præventiv sundhedssikring. Hele den danske befolkning har en sundhedssikring – men det er ligesom, når skaden er sket. Lifeguard arbejder struktureret med at forhindre, at skaderne sker, siger Nikolaj Forsberg, som er lead investor, og fortsætter:
Det unikke er kombinationen af en teknisk platform og et human touch. Det er jo meget et spørgsmål om at få folk til at skifte vaner, og det tror vi ikke kan ske mekanisk – det kræver menneskelig interaktion.
Billigere forsikringer på sigt
Hvert år taber pensionskasserne store summer på, at folk kommer til skade eller går ned med stress. Derfor er Lifeguard også allerede i dialog med pensionsbranchen om deres forebyggende sundhedsløsninger – for der er store penge at spare for pensionskasserne.
Fremtidsudsigten er, at man kan få en billigere sundhedsforsikring, hvis man bruger forsikringskronerne proaktivt – det er bare en god case. Vi arbejder på at dokumentere, at de sundhedsscores vi ændrer på, kan konverteres til hård valuta – som er et sprog CFO’en forstår, siger Mikkel Nybo, og fortsætter:
Deloitte har allerede vist vejen med et omfattende studie i UK, hvor en gennemsnitlig forebyggende indsats gav pengene retur 4:1. Med en sundhedstest, digital sundhedsplatform, individuelle planer og en personlig coach var ROI 8:1. Derfor er jeg sikker på, at vi kommer til at se et paradigmeskifte på området indenfor en kort årrække.