Investorprofil: Mikkel Kongsfelt – Fra forsker og founder til aktiv investor og co-founder

Mikkel Kongsfelt er en af profilerne i Keystones-netværket, der forener teknologisk indsigt med praktisk forretningserfaring – og som i dag bidrager aktivt som investor, mentor og bestyrelsesformand.

I begyndelsen af 2024 blev Mikkel co-founder i Decameal, en impact-startup, der udvikler bæredygtige råvarer og produkter fra strandkrabber – primært til foderindustrien. Virksomheden udnytter restressourcer fra invasive og overrepræsenterede arter, som f.eks. strandkrabben og bidrager dermed både til bæredygtighed og til at forbedre biodiversiteten i vores farvande.

Decameal har allerede tiltrukket investeringer fra et konsortium af business angels – herunder både Keystones-medlemmer og Mikkel selv – og har aktuelt en åben investeringsrunde.

Mikkel har tidligere været medstifter af RadiSurf, en aarhusiansk teknologivirksomhed med rødder i forskning fra Aarhus Universitet. Virksomheden blev senere solgt til en international kapitalfond og afsluttede dermed et succesfuldt forløb som dansk deeptech-startup.

Siden da har Mikkel engageret sig i en række startups – blandt andet som lead investor og bestyrelsesformand i Meat Tomorrow, der arbejder med cellebaseret kødproduktion.

Han er kendt som en hands-on investor, der aktivt bidrager med alt fra forretningsudvikling til IP-strategi, og deler generøst ud af sin viden om patenter og kommercialisering.

Mikkel har en akademisk baggrund med en Ph.d. i nanoscience og har desuden gennemført executive innovation management uddannelse fra Harvard Business School og er ved at afslutte en bestyrelsesuddannelse fra BSS.