Meat Tomorrow: En Ny Æra for kødproduktion
Meat Tomorrow har i august 2024 fået en investering på 4,1 millioner kroner på plads gennem Keystones netværket – takket være et stærkt samarbejde med leadteamet og Meat Tomorrow’s CEO, David Valbjørn. Investeringen kommer fra en række private business angels og fonden, Accelerace, med Mikkel Kongsfelt, Keystones medlem som lead investor.
“Samarbejdet med Meat Tomorrow teamet har fungeret supergodt igennem både forhandlingsproces og Due Diligence. Vi glæder os til i en bred investorgruppe at bringe vores kompetencer i spil og understøtte selskabets videre fremdrift og vækst” siger Mikkel Kongsfelt, der selv har spundet en succesfuld startup ud af Aarhus Universitet.
Meat Tomorrow arbejder inden for den revolutionere kødindustrien ved at erstatte traditionelle svinestalde med bioreaktorer fyldt med grise-stamceller. Denne teknologi kan reducere behovet for at slagte grise og minimere miljøpåvirkningen. “Vi er meget glade og stolte over investeringen, og vi ser frem til et stærkt samarbejde med vores dygtige investorer,” siger David Valbjørn. Målet er at præsentere den første stamcelle-hotdog i starten af 2025.
Virksomheden har udviklet en løsning til at fastholde stamceller i det pluripotente stadie, hvor stamcellerne deler sig hurtigt, samt protokoller for præcis styring af cellernes udvikling til muskel- og fedtceller. Denne løsning er essentiel for at kunne producere kød effektivt og i stor skala.