På få timer har “tankehatten” allerede indbragt de første 100.000 kr. PlatoScience er et af Danmarks eneste neurotech-startups. De har udviklet headsettet PlatoWork, der optimerer hjernens funktioner for at øge især koncentration og kreativitet. CEO Balder Onarheim deler erfaringer om forløbet med Keystones og deres nye Indiegogo-eventyr.
Da PlatoScience første gang pitchede for Keystones-netværket i foråret 2018, var der stor interesse for den unikke case. Meget er sket siden da og nu står virksomheden overfor det næste store skridt, som er crowdfunding via Indiegogo.
Det er for vildt – det er jo et helt nyt produkt i en helt ny kategori, så det kunne jo gå alle veje. Har til gengæld ikke sovet meget i nat. Vi er ved at nå vores mål bare mens, jeg skriver her.
– Balder Onarheim, CEO og medstifter af PlatoScience.
Amerikanske “bio-hackere” mobiliserer sig
“Tankehatten” bliver særligt godt modtaget i USA. Ifølge Balder skyldes den flotte start, at de specifikt har været målrettet imod et “bio-hacker segment”, der står meget stærkt i USA.
“Vi ved godt, at vi snart skal over til USA. Det er mere et spørgsmål om hvordan og hvorledes”, udtaler Balder.
PlatoScience har været meget velforberedte og holdt deres publikum opdateret hele vejen frem til lanceringen om aftenen den 4. februar 2019. Mails fra interesserede købere var på forhånd samlet ind via pre-kampagner på f.eks. Facebook.
Hvorfor valgte I at gå crowdfunding-vejen?
– Vi har valgt at gå i gang med Indiegogo som en marketingsstrategi. Den beslutning blev taget i forbindelse med vores workshop, hvor alle var enige om, at crowdfunding er den rigtige vej for os. Indiegogo kan noget i forhold til at nå et publikum, som er rigtigt svært at nå på andre måder. Det er eksempelvis new technology publikum; altså folk der er åbne for det nyeste. Havde vi i stedet valgt at lave en Facebook kampagne, så ville det blive enormt stort, u-specifikt og dyrt. Indiegogo giver os muligheden for at ramme det rigtige publikum.
Hvordan er det gået siden I pitchede for Keystones-netværket i april 2018?
– Det er gået rigtigt godt. Vi fik mange nye investorer fra Keystones. Det krævede naturligvis noget tid til det praktiske, såsom dokumenter osv. Det gik som det skulle, og vi kom hurtigt videre. Vi er nu ”back-to-work”, altså den del af arbejdet, som ikke er fundraising. Nu har vi fået frigjort nogle ressourcer til at udvikle to nye produkter, som ser ud til at komme i produktion efter vores nuværende produkt.
Hvad har Keystones’ medlemmer bidraget med?
– De har, sammen med vores andre angels, bidraget med virkelig meget erfaring, og med nogle store netværk. Hvis vi eksempelvis mangler en elektroingeniør til nogle opgaver, så sender jeg en mail til investorerne for at høre, om der er nogen der har et lead på det. Og så ender det med, at jeg får mails retur med nogen som kender nogen eller selv har relevant erfaring. Jeg har en kort vej til et kæmpe ressourcenetværk med alt fra tekniske ting som eksempelvis elektronikudvikling til marketing.
– Det stærke netværk blev meget tydeligt, da vi afholdt en strategiworkshop i efteråret. Vi valgte at afholde en workshop, så alle investorer og medarbejdere kunne møde hinanden. Vi gennemgik vores planer, og alle fik mulighed for at fortælle om, hvordan de hver især kan bidrage til vores ’high-level strategy’. Det var super produktivt og værdifuldt for os i PlatoScience og mindst ligeså vigtigt for alle investorerne at møde hinanden. Det var en god to-timers workshop, som blev efterfulgt af socialisering på tværs.
Hvad har været det mest udfordrende i iværksættermiljøet indtil videre?
– Det mest udfordrende har nok været alt det, som ikke direkte har noget at gøre med at lancere det rigtige produkt til den rigtige bruger. Jeg tænker på jura, det utroligt høje antal af NEM-ID nøglekort, som jeg skal holde styr på i lommen og sådan noget som at finde en god advokat og bogholderi. Udover det, så kan det også være en stor udfordring at skelne mellem interesserede investorer. Nogle er interesserede i at hjælpe og skabe vækst, hvor andre tænker mere ”det her giver penge på min konto om 3 år”. Så det har været en udfordring at identificere de investorer, som ønsker vækst der ikke nødvendigvis kun er økonomisk betinget. Og jeg må sige, at vi er utroligt heldige med netop de investorer, der er engagerede i selve produktet. Vi har et team, hvor alle er med og alle ønsker at hele visionen skal lykkes – ikke kun økonomien.
Hvordan ser du virksomheden udvikle sig i fremtiden?
– Først og fremmest vil vi gerne have vores øjne på det første mål, som er, at vores produkt PlatoWork bliver almen kendt. Når jeg siger alment kendt, så mener jeg eksempelvis, at man ikke finder det forunderligt, at der sidder én på et bibliotek med PlatoWork headset på, for det er da bare lige så naturligt som at bruge et headset til lyd. Og at vores headset er en normal gave, som forældre giver deres børn, når de starter på universitetet. Ser vi længere ud i fremtiden og når vi er lykkedes med vores første mål, så synes jeg også bestemt at vores teknologi har et kæmpe potentiale inde for medico-området. Det kunne være et interessant område at begive sig ud på, på længere sigt.
Se PlatoScience’ crowdfunding-kampagne på Indiegogo her