Modtagere af business angel priser

Tre medlemmer modtager business angel priser

Susanne Brønnum, Per Andersen og Casper Loiborg modtog business angel priser under det årlige Angel Investor Meeup i Odense, der var arrangeret af Vækstfonden, DanBAN, Keystones, Odense Seed & Venture og Seahouse Capital. Læs om vinderne her.

 

Susanne Brønnum – Business Angel of The Year 2022 (venstre)

“Det er let at blive grebet af stemningen, når man sidder over for en entusiastisk iværksætter med en rigtig god idé. Gå lige hjem først, regn på tallene, tænk det igennem og synes man stadig, det er en god idé, så tager man et nyt møde,” udtaler Susanne Brønnum.

Den tidligere Nets-profil har været investor på fuld tid siden 2019, er medlem af Keystones, lavede 3 exits i 2021 og modtager nu prisen som “Business Angel of the Year 2022” af holdet bag årets Angel Investor Meetup.

Vi har skrevet et portræt af Susanne Brønnum og hvordan hun arbejder med startups, som du kan læse her.

Læs portræt

Per Andersen – Lead Angel of The Year 2022 (midt)

Per Andersen voksede op på en dansk ø, der udover solferier, folkemøder og geopolitik også er kendt for sit iværksætteri. Men det var først i 2020 og på livets midtvej, at fanden tog ved Bornholmeren og vakte iværksætter-ånden i ham.

Efter 25 års corporate karriere sprang han ud som business angel og gjorde sig hurtigt bemærket for sine bestræbelser i det spirende danske proptech-miljø.

Dels gjorde han debut i Keystones med 10 proptech investeringer siden januar 2021. Han blev også medlem af PropTech Denmarks bestyrelse og blev bindeled ikke alene mellem proptech- og business angel-miljøet, men også imellem Keystones og Danish Business Angels – DanBAN, som deltog i flere af hans investeringer og dannede fornyet fællesskab.

Lad os slå én ting fast. Per havde til at starte med nul erfaringer med investering i startups. Og måske netop af den grund påtog han sig den fornemme opgave at være lead investor i intet mindre end 9 ud af hans 10 investeringer. Per har bla. investeret i Frame, WelcomeBob, Ubiqisense, Keyhole – Vi dækker indskuddet, Woodsense, Estabild, Joes & Cos | Let’s Cowork Together og Legacy.

Per står som et eksempel til efterfølgelse og anerkendelse. Derfor modtog han prisen som: ”Lead Angel of the Year 2022”

Casper Loiborg – The Most Active New Angel of the Year 2021 (højre)

I 2019 solgte Casper Loiborg sit reklamebureau, som han havde bygget op igennem 9 år samtidig med at familielivet med 3 børn skulle passes. Han kunne have trukket sig.

Men det havde nu større værdi for ham at se pengene gøre en forskel for flest muligt iværksættere som ham selv.

Det kan godt lade sig gøre at opbygge en spredt portefølje af startups indenfor f.eks. et års tid. Men så skal man også være meget aktivt ude. Og det valgte Casper at være. Faktisk i en sådan grad, at han nu har modtaget prisen:

”The Most Active New Angel of the Year”

I 2020 havde Casper allerede investeret i sine første 8 startups af spredt fægtning – alt lige fra agrifood (Plantcarb, Nabo Farm ApS) til underholdning (RiddleHouse Escape Room) eller healthtech (LifeGuard Health ). Han tøvede desuden ikke med at kaste sig ud i rollen som lead og co-lead på 5 af investeringerne.

Kunsten er at være rundt i alle hjørner med åbne øjne og opsnuse mulighederne der, hvor de opstår. Så Casper blev hurtigt medlem af både Keystones, DanBAN og CONNECT Denmark. Her har han været flittig gæst, har gennemført startup bestyrelsesuddannelse og kurser på stribe og er blevet set til et utal af møder med både investorer og iværksættere.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at han har taget opgaven som ny angel investor på sig.

Det fortjener anerkendelse.