Keystones’ medlemmer godkendes til matching lån hos Vækstfonden

Keystones’ medlemmer godkendes til matching lån hos Vækstfonden

Keystones indgår matchingordning med Vækstfonden med mulighed for, at Vækstfonden matcher medlemmers investeringer 1:3.

 

Nu kan privatinvestorer fra Keystones matche deres investeringer i tidlige iværksættere med et lån til virksomheden i forholdet op til 1:3. Det betyder, at når en business angel investerer i en startup, kan denne samtidig tilbydes et lån fra Vækstfonden.


Hensigten med ordningen er, at den skal være med til at sikre øget kapitaltilgang til danske startups, og samtidig gøre det mere attraktivt at investere i startups.


Stærke og dygtige medlemmer

Hidtil har den enkelte investor skulle være godkendt af Vækstfonden for at benytte ordningen, men netværkenes stærke track record og kompetencer gør nu, at man som medlem godkendes uden ansøgning.

Hvis investoren indgår i et af de anerkendte investeringsnetværk Keystones, Danish Business Angels (DanBAN) eller BA Syddanmark – er 1:3 matchinglån nu tilgængelige helt uden ansøgning og godkendelse.

Vækstfonden har tilbudt den nye ordning som resultat af de konsekvenser Coronakrisen har haft for især startups, så derfor er der behov for at sikre mere kapitalt og stærkere lokalt fokus, forklarer Otto Bjerg Hausgaard, Investment Manager i Vækstfonden:

Det er vigtigt, at Corona-ramte danske virksomheder i hele landet har gode lånemuligheder til at supplere private investorer. Business angels har typisk et stærkt lokalt forankret fokus, og derfor får vi nu mulighed for at komme endnu bredere ud i hele lånet.

En tillidserklæring til de tre danske angel netværk

I investeringsnetværket Keystones, har man i mange år arbejdet på syndikerede investeringer, så her betragtes det nye tiltag som et skulderklap.

Det er en anerkendelse, at Vækstfonden nu understøtter syndikerede investeringer helt ned til 50.000 kr.,” siger Kenneth Larsen direktør og stifter af Keystones, og henviser til, at Vækstfonden hidtil har understøttet den traditionelle model, der rettede sig mod engle, der investerede mellem 250.000 kr. til ca. 1 mio. kr. Så på den måde er dette her noget nyt og i en vis forstand en milepæl, fortæller han.

Ifølge Otto Bjerg Hausgaard er den nye aftale et resultat af, at Vækstfonden opfatter alle tre investeringsnetværk som bestående af ”særdeles dygtige medlemmer,” der tidligere har indgået stærke syndikater og kan præsentere en solid track record:

Vi er imponerede over de kompetencer, netværkene har, så det er en tillidserklæring til dem,” siger han og tilføjer: ”Vi har igennem forløbet haft en god dialog med netværkene, og det har nu resulteret i, at vi har landet denne aftale.

Vækstfonden imponeret over netværkenes kompetence

Det er en begrænset ordning, der indtil videre varer året ud. Men for Keystones er det en chance for at bevise, at syndikeringstanken fungerer og at vise, at ordningen kan administreres. Det sidste er ikke enkelt, når der er mange investorer involveret og offentlige penge i spil, forklarer Kenneth Larsen:

Jeg tror på, at dette vil komme til at fungere, på trods af, at der er nogle begrænsninger. Virksomhederne må ikke være mere end fem år gamle, og nogle af de startups vi arbejder med, er ældre end det. Samtidig skal virksomhederne naturligvis kunne dokumentere, at de er ramt af COVID-19 krisen.

Netværket anmoder om lån på vegne af medlemmer

Hvert af de tre netværk har fået egen beløbsramme ud fra individuel aftale, som kan fordeles som matchinglån blandt netværkets startup investeringer.

I praksis betyder det, at man som netværksmedlem kan opnå et matchinglån, hvis man er med i et syndikat, hvor netværket på vegne af medlemmerne har anmodet om et lån. En investering på 1 mio. kr. kan geares med yderligere 3 mio. kr. i lån, som udstedes direkte til den givne startup.

FAKTA

Aftalen opsætter en række kriterier for, at der kan opnås matchinglån.

Lånerammen for hver investering er 3 mio. kr.

Et syndikat skal bestå af mindst 5 medlemmer

Hvert medlem skal indskyde mindst 50.000 kr. i den pågældende startup

Investeringen skal minimum være på 1 mio. kr.

Matchingordningen gælder kun danske startups, der ikke er ældre end 5 år