Keystones investorer med ombord i Sternula – 3.5 mio. kr. rejst til maritim teknologi i verdensklasse

I tæt samarbejde med en stærk international lead investor, eksisterende investorer og Keystones’ netværk er det lykkedes Sternula A/S at rejse 3.5 mio. DKK til deres fortsatte vækst og internationale skalering. Sternula har hovedsæde i Aalborg og er frontløber i udviklingen af verdens første satellitbaserede AIS 2.0/VDES-tjenester til den globale maritime sektor.

Med en ambitiøs vision om at skabe det største satellitbaserede kommunikationsnetværk til søs, har Sternula allerede markeret sig som en nøgleteknologi i den grønne omstilling og sikkerhed på verdenshavene.

“I Sternula er vi stolte af at bidrage til øget sikkerhed til søs – samtidig med at vi hjælper rederier med at reducere både omkostninger og miljøpåvirkning,” udtaler CEO Lars Moltsen og fortsætter:
“Kapitalen fra denne runde giver os mulighed for at fortsætte udbygningen af vores netværk og styrke vores position som teknologisk pioner i samarbejde med globale maritime aktører som IMO, IALA og ITU.”

Sternula gik ind i processen med en stærk udenlandsk lead investor fra branchen. Det lagde et solidt fundament og skabte stor interesse blandt Keystones-medlemmerne. Gennem en effektiv og fokuseret proces lykkedes det hurtigt at samle et effektivt syndikat af engagerede danske investorer, der nu bakker op om Sternulas næste skridt.

“Sternula er et godt eksempel på, hvordan vores model virker bedst” udtaler Flemming Sørensen, der faciliterede processen for Keystones.

Han fortsætter:
“En solid international lead, en stærk teknologiplatform og et team med global erfaring – det var alt, hvad der skulle til for at mobilisere et kompetent investorhold via Keystones på rekordtid.”

Med den nye kapital fortsætter Sternula sin udbygning af det globale VDES-satellitnetværk og styrker sit samarbejde med internationale aktører. Det er endnu et bevis på, hvordan danske deeptech-virksomheder kan sætte sig tungt på verdensscenen – med den rigtige kombination af teknologi, strategi og kapital.

Læs mere på www.sternula.com