Fra “corporate life” til startup

Fra “corporate life” til startup

Efter 18 år i en af Danmarks største virksomheder med en international karriere inden for forretningsudvikling, salg og marketing var det tid at prøve noget nyt – det blev som medejer af et fantastisk spændende startup, EASYshopper, som Henrik fandt via Keystones

Af Keystones-medlem, Henrik Mortensen

Efter 18 års karriere i Arla Foods med udstationeringer i blandt andet Brasilien og USA var lysten til at prøve kræfter med startups og startup-livet vokset frem. Første skridt var at melde mig ind i Keystones, hvor jeg blev præsenteret for rigtigt mange spændende startups inden for mange forskellige brancher. Der er alt fra kunstig intelligens til spændende nye fødevareprodukter og medicinske startups. For mig var det væsentligt at finde det rigtige match – et startup hvor jeg føler, jeg med mine kompetencer kan bidrage til udviklingen, et godt match i teamet samt en virksomhedside med stort potentiale.

Det rette match

Det rette match kom i august da Keystones indkaldte til ugens præsentation af virksomheder fra Danish Tech Challenge, hvor EASYshopper var blandt de udvalgte.

EASYshopper et et super-spændende startup drevet frem af visionen om at give folk med svageligt helbred en bedre oplevelse ved indkøb af dagligvarer samt øge effektiviteten for butikkerne. Vores første fokus-område er de anslåede 800.000 mennesker i Danmark, der har ubehag og smerte ved at løfte for eksempel en 7 kg tung indkøbskurv op i højde med kasselinjen. De kan i stedet vælge at lægge produkterne op på kasselinjen enkeltvis – det giver mange gentagne løft, hvilket også giver ubehag og smerte, og samtidigt sænker det effektiviteten ved kasselinjen for butikken og de ansatte.

I fremtidens supermarked skal det være slut med at løfte tunge indkøbskurve

Dette problem har vi løsningen på med vores kurveløfter, der hurtigt og nemt løfter indkøbskurven op i højde med kasselinjen – herefter kan indkøbet nemt, hurtigt og uden tunge løft flyttes over på kasselinjen. Butikkerne ser hver dag det besvær, nogle af deres kunder har med dette. Derfor er salget af vores kurveløfter kommet rigtigt godt fra start, særligt ved uafhængige købmænd, og vi skal nu skalere virksomheden via øget salg til de danske dagligvarekæder, derefter videre til andre nordeuropæiske lande.

Det startede med en prøveperiode

Jeg føler, jeg i EASYshopper bidrager med mine kompetence, og det er et super godt produkt og et spændende forretningsområde. Efter en prøve-periode på lidt under 2 måneder, hvor arbejdet i EASYshopper og samarbejdet med grundlæggeren af EASYshopper, Gitte Freudendal, blev ”prøvet af” besluttede vi os for, at jeg ”skullle hoppe ombord”. Det er naturligvis en fælles beslutning, hvor virksomheden også skal føle, man kan og vil bidrage. Gitte har fået EASYshopper meget langt på egen hånd, og vi fandt hurtigt en god fordeling af opgaverne baseret på, hvad vi hver især er gode til. Gitte har ansvaret for salget, hvor hun har stor succes. Mit fokus ligger mere på forretningsudviklingsdelen. Det er her jeg med min tid og kompetencer bidrager mere end med kapital.

Vi skal nu have virksomheden skaleret og få ”mere fart på” væksten og produktudviklingen. Vi påregner derfor en præsentation i Keystones regi næste år for at rejse den påkrævede kapital til vores videre udvikling.