Derfor bliver min pension investeret i startups

Derfor bliver min pension investeret i startups

Flemming Feddersen blev pensioneret i 2015 og helligede sig et liv sammen med iværksættere. Som om et langt og sejt arbejdsliv ikke var nok. Men hverdagen som én af de sjældne pensionsinvestorer i danske startups er noget ganske andet.


Danskerne har et af verdens største pensionsformuer. At Flemming er en sjældenhed, skyldes den kendsgerning, at pensionsreglerne stadig er bøvlede og spænder ben for, at private kan investere dele af pensionen i startups og fremtidens vækstvirksomheder. Det har dog ikke afholdt Flemming fra at tage udfordringen op.

Hvorfor har du valgt at bruge din tid på startups?

– Efter 40 år i de store multinationale pharmaorganisationer (med mange stabsfunktioner) fik jeg lyst til at prøve noget helt andet. Nemlig at arbejde i eller med de helt små startups, hvor få personer har ansvaret for alle funktioner. På samme tid ville jeg gerne placere en del af mine investeringer (pension) i noget, hvor man kunne involvere sig mere end ved fondsbørs-investeringer.

Samtidigt havde jeg nået pensionsalderen, fået børnebørn (nu fire) og havde været ramt af alvorlig sygdom. Derfor skulle mit fremtidige arbejde være noget, hvor jeg var mindre bundet, end man er ved lederjob i store organisationer.

4-års jubilæum og falkeblik for startups

Flemming Feddersen kommer jævnligt i Futurebox på DTU Science Park for at hjælpe startups.

Når det ikke lige er børnebørnene eller løbeturene i Lyngby, så går størstedelen af hverdagen med startups. Flemming Feddersen har sin faste gang på DTU hos Futurebox og Keystones – et af landets førende startup- og investormiljøer.

Med tiden vil man udvikle en evne til at spotte de gode muligheder. Flemming har 4-års jubilæum som aktivt medlem af Keystones. Han har deltaget ved mindst 100 faciliterede pitch-møder. Det svarer til, at han har set et par hundrede håbefulde iværksættere i øjnene. Men han har væbnet sig med tålmodighed og haft is i maven hver gang. Han har ikke taget det første og bedste. Der skal derimod noget særligt til, før han slår til. Indtil videre er 7 iværksættere sluppet igennem nåleøjet.

Flemmings portefølje

Investeringer:

Cornered Audio ApS
Straxfix Technology ApS
Swiipe Payments ApS
Tiimo A/S
YourLocal ApS
BA Invest 2019 A/S

Advisory Boards:

atSpiro
Techvolver

 

 

Hvad giver det dig?

– Det har været givtigt på flere områder. Det er altid sjovt at lære noget nyt, og her har der virkelig været meget at lære i en for mig helt ny verden. Dertil har jeg mødt en verden fuld af dygtige og entusiastiske mennesker fuld af innovative ideer på alle tænkelige områder, forklarer Flemming.

– Jeg er medlem af flere investornetværk, hvor jeg har mødt en masse interessante mennesker de fleste med en baggrund helt forskellig fra min. Men med samme interesse for at investere i og arbejde med startups. Selvom man ikke kan kalde os kolleger i egentlig forstand, oplever jeg en udpræget ’kollegial’ indstilling.

– Når jeg går til pitchevent i netværkene, kommer jeg rundt i forskellige startup-acceleratorer og hubs. Det er enormt spændende at se, hvad der foregår i de meget forskellige, men alle meget kreative startup-miljøer, forklarer Flemming.

Hvornår gør det ondt?

– Det har ikke gjort ondt (endnu). Man skal være forberedt på, at man kan tabe sine penge og det må ikke gøre ondt. Det værste vil nok være at se en entusiastisk startup give op og lukke. Mange har ofret rigtig meget i form af meget lange arbejdsdage, investeret (egen og måske familiens) opsparing og måske endda belånt eller solgt lejligheden.

Hvornår er det mest livsbekræftende?

– Det er vel, når man kan mærke, at ens erfaring og/eller ideer bliver efterspurgt. Dejligt er det også, når en af de startups man har investeret i får succes og til slut ender med en flot exit. Generelt er det skønt at se, hvilken sprudlende ’underverden’, der er i Danmark.

Hvad er dine råd til andre, som overvejer at investere pension i startups?

– For mig er det allervigtigste at få et netværk – gerne med personer med forskellige kompetencer. Spred dine investeringer – gerne mange mindre i stedet for få store. Tag den med ro. Der kommer altid noget spændende i morgen. Del cases med andre, så deler de gerne med dig. Du kan ikke selv nå at overskue hele ’markedet’.

Hvordan kommer man i gang lige som dig?

– Der er flere måder at komme i gang på, alt afhængig af hvilken baggrund/erfaring man kommer med. For mit vedkommende med en baggrund i supply chain i den farmaceutiske industri, har det været helt nødvendigt med medlemskab af et eller flere netværk. Netværksmøderne giver mulighed for at knytte kontakter til andre medlemmer med meget forskellige relevante kompetencer. En stor hjælp i den helt nødvendige læringsproces. Meget konkret brugte jeg en kapitalpension som startkapital for mine investeringer.

Hvad har det krævet at nå dertil, hvor du er i dag?

– Man skal være villig til at lære og lytte til folk med erfaring. Man skal være tålmodig, både fordi det er vigtigt at få bearbejdet alle indtryk, inden man udarbejder sin egen investeringsstrategi. Men også fordi at man ikke skal blive fristet til at investere hele ’puljen’ på rekordtid.

Hvad er fordele/ulemper ved at se uden for den branche man har brugt det meste af sit liv i?

– Personligt synes jeg, at det altid er interessant at lære noget nyt, og det er der bestemt rig lejlighed til, når man skifter ’branche’ så radikalt.

Når man kommer fra pharma branchen, er det begrænset hvor mange startups der er, som er velegnet til ’engleinvesteringer’. Investeringsmæssigt er der naturligvis en større risiko ved at investere i noget, hvor man har beskeden indsigt, men heldigvis er der mange andre parametre, man kan/bør vurdere ud fra, så som teamet, en gennemarbejdet forretningsplan, formålet med investeringen, markedet osv.

På kompetenceområdet har det fra tid til anden været en fordel at have en stor erfaring fra en hel anden verden, bl.a. fordi det giver anledning til inspiration og nytænkning.

 

Overvejer du også at investere i startups?
Læs om medlemskab her